Af DN Sorø

Naturen mangler plads og mulighed for at udvikle sig i en mere vild og dynamisk retning. Et behov, som forslaget om at etablere Naturnationalparker skal imødekomme. Men indtil videre kun på statslige arealer. Det er godt, men for lidt.

Naturen på ikke statslige arealer har mindst lige stå stort behov for at udfolde sig. Vi bør derfor arbejde for, at private arealer, skove mv. frivilligt, mod kompensation, gennem jordfordeling eller ved direkte opkøb også kan indgå i konceptet..

I DN Sorø er vi rigtig glade for det paradigmeskift, som Naturnationalparker er udtryk for. Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke naturen og biodiversiteten ved at etablere store, sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på sine egne præmisser.

Der må ikke drives landbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der skal ofte udsættes store græssende dyr, som skal være med til at skabe en dynamik, der fremmer flere levesteder for dyr og planter. Og så må det sammenhængende arealer gerne være på 800 – 1.000 hektar.