Af Niels Hilker, formand for DN Sorø
Selvtægten betalte sig. Det må vi konstatere efter, at udvalget for teknik og miljø på et møde har givet virksomheder i erhvervsområdet ved motorvejen dispensation til, i strid med lokalplanen, at fælde træer, der allerede var fældet.
DN Sorø udtrykte i et høringssvar inden mødet betænkelighed ved, at kommunens praksis kun kan opfattes som, at selvtægt betaler sig. Vi tilkendegav endvidere, at vi er tilfreds med kravene om afskærmende læhegn. De er levested for en variation af dyr og planter og kan indgå som spredningskorridor og grøn økologisk kile. De giver endvidere en en grøn og behagelig oplevelse af området og skaber en visuel sammenhæng med den omkringliggende natur.
Som begrundelse for at godkende selvtægten er udvalgsformanden i medierne citeret for, ”vi vil erhvervslivet her i kommunen, og derfor imødekommer vi ansøgeren”.
Denne praksis og begrundelse efterlader to spørgsmål. For det første: Er der en grænse for, hvor meget erhvervslivet kan overtræde gældende regler for derefter at få dispensation. Og for det andet: Gælder denne mulighed også for andre grupper i Sorø Kommune.