Af Linda Nielsen, Medlem af byrådet for SF i Sorø.
SF var på gaden torsdag den 13. december med et opråb om, at vi skal passe på vores klode. Vi er den første generation, der mærker klimaforandringerne. Samtidig er vi den sidste generation, som kan gøre noget ved dem. Vi har en forpligtigelse til at handle. Det markerede vi ved at give mor barn skulpturen redningsvest og snorkel på.
Hvis vi skal redde vores feberramte klode, kræver det lederskab og politisk vilje til at træffe valg, som kan skabe forandring.
I Sorø kommune skal byrådet på banen med konkrete handlinger. Store ord og skåltaler redder ikke noget som helst.
Når politikerne sætter rammerne, vil folk gerne bidrage. Se bare på vores affaldssortering. Vi sparer på jordens ressourcer og skåner miljøet for CO2, hver gang vi sorterer. Og vi vil gerne sortere.
Vi skal vise samme handling for beskyttelse af vores grundvand. Det nytter ikke, vi fortsætter med at sprøjte med gift i haver og på marker. Kommunen kan oplyse og vejlede haveejere og tilbyde landmænd gratis omlægningstjek til økologisk drift.
Vi vil skabe rammer og vise imødekommenhed overfor bæredygtige boliger og bofællesskaber.
Vi skal gå forrest i aktivt at mindske madspild og vejlede borgere og virksomheder i, hvordan man undgår madspild.
Vi skal have bæredygtig offentlig transport lokalt og presse på for elektriske tog, så man kan pendle bæredygtigt til jobbet.
Vi skal have biodiversiteten med ind i kommuneplanen og lave plejeplaner for at beskytte sårbar natur.
På landsplan har SF tre konkrete krav til en ny regering:
– Danmark skal have verdens mest ambitiøse klimaplan.
– En grøn milliard hvert år til skov, vild natur og til at beskytte dyre- og planteliv.
– Bekæmp forurening og pesticider i vores drikkevand.