SF Sjælland afholdt deres udskudte repræsentantskabsmøde lørdag d. 15. august i Sorø Kultur- og Fritidscenter.

På en varm sommerdag var SF Sjælland samlet for at afholde det Corona-udskudte repræsentantskabsmøde. Mødet, som skulle have været afholdt i marts, blev holdt i en positiv stemning, oven på sidste års valgkampe og politiske succeser.

Formand Flemming Stenild åbnede mødet, hvor han talte om året, der var gået, og den succes det havde medført. Og om hvordan SF skulle gribe den succes og føre den videre i kommunal- og regionsrådsvalgkampen til næste efterår.

Den positive tone blev videreført af regionsrådsmedlem Tina Boel. Hun kom i sin beretning ind på, at selvom SF er et mindre parti i det nuværende regionsråd, havde SF haft gode succeser det foregående år. Bl.a. har partiet været afgørende i at skabe en bedre dialog mellem regionen og patientforeningerne.

Under den efterfølgende debat var de mest fremtrædende emner: grøn omstilling med lokal forankring, sikring af ordnede forhold på regionens byggerier og den offentlige transport – især Østbanen og Lollandsbanen.

Efter debatten og frokosten tog SF folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen ordet og fortalte, om året der var gået siden folketingsvalget. Det naturlige tyngdepunkt lå selvfølgelig på Covid 19 situationen og håndteringen af denne. Der var i den efterfølgende debat fokus på, at hjemmearbejde for offentligt ansatte kunne være en mulighed i fremtiden.

Efter debatten var der valg til den nye bestyrelse. Formand Flemming Stenild og kasserer Torben Haack blev begge genvalgt. Mette Jensen (Slagelse), Eva Levinsen (Kalundborg) og Charlotte Poulsen (Faxe) blev valgt til bestyrelsen.

Desuden blev Kristina Püschl (Kalundborg), Linda Heegaard (Greve), Ole Møller (Lejre) og Ole Olsen (Roskilde) valgt som suppleanter.

Pressefoto
Pressefoto

Politisk udtalelse:
Stor glæde over en styrket psykiatri og Østbanen
SF Region Sjællands repræsentantskabsmøde, lørdag den 15. august, glæder sig over resultaterne i forbindelse med udmøntning af finanslovsmidlerne til en styrket psykiatri og Østbanen.

Med den kraftige stigning i antallet af børn og unge, der mistrives, har det for SF været afgørende at sikre ekstra personale i Børne- og Ungepsykiatrien, så ventetiden på behandling bliver nedbragt, og dermed sikres der hurtigere og bedre behandling.

Det er en stor SF sejr, at Østbanen fortsætter på skinner. SF vil have flere penge til vedligeholdelse og drift af lokalbanerne, og vi vil have udskiftet skinnerne på Østbanen.

Flemming Stenild
Formand for SF Region Sjælland