Hvordan dækker forsikringen egentlig, når musik, alkohol og muddermarker bliver forenet i festival-Danmark? Det medlemsejede GF Forsikring i Sorø giver teenageforældrene en udstrakt hånd, så de med ro i maven kan sende deres søn eller datter af sted på festival for første gang.
– De færreste tænker på forsikring, når først musikken spiller, men det er faktisk en rigtig god idé at have styr på sine forsikringer, inden man tager af sted på festival.
Det fortæller Martin Rundager, som er direktør for Skadehjælp i GF Forsikring. Og han fortsætter:
– Først og fremmest råder vi til, at man skal sikre sig, at man har en indboforsikring – for den dækker i langt de fleste tilfælde, hvis der sker noget med ens ejendele, mens man er på festival. Især festivalgæster, der er under 18 år, bør tjekke, om de er dækket af forældrenes forsikring, siger han.
Ifølge Festivalkits.dk besøger knap en million danskere hvert år en festival. Alene Vig Festival, som finder sted 10.-13. juli, har omkring 13.000 besøgende hvert år.
Mange skal lære at tage på festival
For mange kan det første møde med en festival være en overvældende oplevelse. Martin Rundager fortæller, at enkle forebyggende råd kan gøre en stor forskel. Især hvis man er ny på festivalpladsen, kan det være en fordel at lave en lille tjekliste til turen, så man er forberedt så godt som muligt, inden musikken går i gang.
– Rigtig mange skal lære at tage på festival, og her kan det være godt at lave en lille liste ud fra nogle enkle råd, så man undgår de værste begynderfejl: Udover at have styr på sin indboforsikring bør man lade dyre ure, smykker og tasker blive hjemme og holde penge og mobil tæt på kroppen, så de langfingrede ikke bliver fristet så let. Derudover råder vi til at sætte hængelås på teltet, når det forlades. Så dækker din indboforsikring nemlig, hvis der skulle blive indbrud, mens du er ude og høre musik, siger han.
Du kan læse flere gode råd til at gå på festival med ro i maven på gfforsikring.dk/sommer. Her kan du også få gode råd til at forebygge skader ved andre af sommerens aktiviteter.