Påskelørdag d. 16. april kl. 10-16 slår en række fåreavlere dørene op for at vise og fortælle om deres får over hele landet. Der findes over 30 fåreracer her i landet, og lammene er meget forskellige både i farve og udseende. Nogle får egner sig primært til kødproduktion, men visse racer, især de nordiske får, udnyttes både kød, uld og skind. Birkemosehus og Hørhaven ligger begge i Tystrup-Bavelse Naturpark blot 10 min. kørsel fra hinanden.
Sorte påskelam
I Lorup viser Birkemosehus sin avlsbesætning frem med 50 Gotlandske Pelsfår og hendes to topvæddere, som er hentet på vædderauktionen på Gotland i efteråret 2021 sammen med tre unge får. Så der bliver kun hel- og halvsvenske lam i år. Fårene er blevet scannet med ca. 90 fostre, så man bedre kan planlægge bortadoption af trillingelam til får med kun et lam. Pelsfårenes lam er til forskel fra andre lam ikke hvide, men født sorte. I løbet af nogle måneder skifter pelsen til fine krøller i grå nuancer. I stalden og på marken kan man se og klappe de nyfødte sorte lam, bl.a. nogle af de 5 sæt trillinger Anne Hjelm skal have i år.
Øko slagtelam kan bestilles til levering september/oktober. Gotlam er meget proteinrigt og fedtfattigt og tæt på hjortekød. Birkemosehus har deltaget i det første projekt om klimabelastning ved produktion af lammekød samt siddet i styregruppen for det landsdækkende projekt.
Gårdbutik
På Birkemosehus avler man på pels for at få bløde, glansfulde skind uden bunduld, så de ikke filtre ved brug. De klippede plaidskind er vaskbare. Hele sidste år produktion af skind er netop ankommet til gårdbutikken. I Gårdbutikken findes alle de produkter man kan lave fra de Gotlandske Pelsfår, bl.a. garn, plaider, strik, filtsko og de fantastiske mohairsokker. Der er også nye strikmodeller i pelsuld, farveskiftegarn håndværkergarn samt økologisk lammeuld i mellemgrå. Forskellig slags honning, håndsæbe, creme med lanolin samt pixiebøger “Anne og de sorte lam”.
Nu vågner naturen
De ynglende vildgæs er på vej, og er man heldig ses tårnfalk, kærhøg og de fastboende musvåger på foderbrættet, Lorups faste par af den røde glente. Måske overflyvning af en havørn. Og måske dukker dådyrene op forenden af marken. En TV-film om gårdens produktion “Livet på landet – fåreavl og filtsko” kan ses på Birkemosehus.dk under “om os”. Derudover nogle mindre klip fra årets gang.