Alle børn i 3. klasse har tegnet og malet til Dronningen. Billederne kan opleves på Sorø Kunstmuseum frem til søndag den 5. juli.
Dronning Margrethes 80-års fødselsdag den 16. april gik ikke helt som forventet, fordi coronaudbruddet forpurrede de storslåede festplaner. Men tirsdag den 16. juni blev det alligevel til en lille fejring af dronningen, da hun her modtog 98 malerier fra børn i 3. klasse fra alle landets kommuner på Christiansborg Slot.
Også i Sorø Kommune har der været gang i blyant og pensel i 3. klasserne. Det er blevet til en masse flotte billeder, som kan ses på Sorø Kunstmuseum til og med søndag den 5. juli.
Vinderbilledet fra Sorø Kommune blev Sofie fra 3. klasse på Frederiksberg Skole, som har tegnet Dronningen foran Sorø Klosterkirke. Dette billede kan i øjeblikket ses sammen med vinderbillederne fra de 97 andre kommuner i Riddersalen på Christiansborg Slot frem til den 30. august.
Gratis flødebolle
Alle børn, som har været med til at tegne til Dronningen, kan få en gratis flødebolle i museets café, så længe udstillingen varer.