International scenekunst i Ringsted og Sorø kommune
Der er flere internationale indslag på den store teaterfestival med scenekunst for børn & unge, som Ringsted og Sorø kommuner er værter for i dagene 22.-29. april.
Stilsikkert og fantasifuldt animationsteater fra Polen, provokerende belgisk ungdomsteater og en schweizisk teaterlabyrint, hvor igennem publikum selv skal finde vej – det kan opleves på Festival 2012.
Udover de internationale gæstespil kan publikum desuden glæde sig til over 190 forskellige danske forestillinger fremført af 117 teatre. Dette enorme udbud af teater gør festivalen til verdens største af sin slags, hvortil også internationale teaterfolk fra bl.a. Iran, Kenya og Japan vil strømme. Alle billetter til teateroplevel-serne er gratis og kan bookes online via festivalens hjemmside fra d. 19. april.
Smagsprøver på teater fra Polen, Belgien og Schweiz
Arrangørerne har inviteret en række udenlandske gæstespil med på festivalen for at give det danske teatermiljø og det lokale publikum smagsprøver på, hvordan teater for børn & unge kan se ud i udlandet.
Fra Polen kommer Agata Kucínska med sin soloforestilling The Lives Of Community Saints, der er en fortælling om et meget mærkeligt boligkompleks og dets indbyggere. Historien fortælles med mange forskellige former for dukker, og en mangfoldighed af animationsteknikker i sammenhæng med storslået spil af den medvirkende skuespiller er med til at skabe en uforglemmelig forestilling om menneskelivet.
Aldersgruppe: 15 år og op. Varighed: 60 min. Tid: Torsdag (d. 26.04), kl. 17.00 og fredag (d. 27.04), kl. 10.00. Sted: Ringstedhallerne
Det schweiziske teater Trickster-p præsenterer deres .h.g. på festivalen. Dette er ikke en teaterforestilling i gængs forstand, men derimod en teaterlabyrint – både for børn og voksne. .h.g. er en forunderlig rejse gennem Grimms eventyr om Hans og Grete. Udstyret med en iPod og en lommelygte begiver publikum sig enkeltvis ud på sansemættet rejse igennem en installation bestående af ni rum. Trickste-p har turneret over hele Europa med sin Hans og Grete-labyrint.
Aldersgruppe: 9 år og op. Varighed: Cirka 30 min. Tid: mandag (d. 23.04) – onsdag (d. 25.04), kl. 16.00 – 19.00. Sted: Ringsted Kongrescenter. Mere info på: www.trickster-p.ch
Fra Belgien kommer Kopergietery / Ontroerend Goed med deres debatskabende Teenage Riot, som allerede har gæstet mange andre festivaler med succes. De otte medvirkende teenagere er grænseoverskridende, stræber efter opmærksomhed og har brug for at blive set og iagttaget af tusinder – ja, måske millioner – af tilskuere. Teenage Riot havde premiere i 2010 og skabte straks debat i medierne pga. sin rå og ufiltrerede fremstilling af de unges oplevelse af sig selv og den verden, de lever i. Forestillingen har turneret intenst i mange centraleuropæiske lande samt i Skandinavien – og nu kan den opleves i Ringsted i april.
Aldersgruppe: 14 år og op. Varighed: 60 min. Tid: Onsdag (d. 25.04), kl. 17.00 og torsdag (d. 26.04), kl. 10.00. Sted: Ringstedhallerne. Mere info på: www.kopergietery.be/eng
Internationale gæster fra bl.a. Iran, Kenya og Japan
Et stort antal udenlandske teaterfolk ventes i øvrigt at besøge festivalen, der for længst har slået sit navn fast i teaterkredse over hele verden som det sted, man mødes og udveksler erfaringer om professionelt teater for børn og unge. De mange gæster er en broget forsamling af teaterfolk, skuespillere, instruktører, festivalproducenter og talentspejdere, som kommer for at se nyt og banebrydende teater på området, deltage i debatter og måske købe forestillinger til deres egne festivaler rundt omkring i verden. I år får festivalen besøg fra 20 forskellige lande, bl.a. Japan, Sydafrika, Ghana, Iran, Spanien, Kenya, Italien, Tyrkiet, Sverige, Island, Norge, Finland og Polen.
Festivalen på nettet
www.festival2012.dk – opdateres løbende og indeholder praktisk information og presse-materiale, bl.a. information om billetudlevering og -bestilling, pressebilleder og kopier af udsendte pressemeddelelser.
www.teatercentrum.dk – læs mere om professionel scenekunst for børn og unge i Danmark.
Find os på facebook – følg med i de hyppige opdateringer og knyt bånd til andre teaterfans.