Torsdag 20. februar var der sangaften i Fjenneslev Kirke:
En sur aften med regn og blæst, men hyggen bredte sig i kirken i løbet af aftenen, dels på grund af programmet, som var sange udvalgt fra højskolesangbogen, og dels på grund af de fremmødte. Sangene var fx ”Spurven sidder stum bag kvist” af Jeppe Åkjær til ”Barndommens Land” af Benny Andersen.
Vi lærte to nye sange ”Vær lidt varsom denne ene morgen” af Grethe Risbjerg Thomsen og ”Jeg samler på de små børns smil” af Nis Petersen, den sidste ønskede man at synge to gange.
I løbet af aftenen gav organist Lars Klit 2 meget forskellige eksempler på sin kunnen. Han indledte med Händels ”Lascia Ch’io pianga” og efter Michael Kammers solo ”Jeg læser dine tanker” spillede han ”En yndig lille fjer” og temaet fra Sound of Music.
Undervejs causerede Michael Kammer på dejlig vis om sangene, og han gav en historisk gennemgang af sine solonumre fx om Sønderbro kvarteret på Amager, hvor der lå teatre førhen, og efter sang han ”aftensang”. Aftenen sluttede med kaffe og hyggeligt samvær i kirke og våbenhus.