Et enigt byråd vedtog den 21. november Vision og Planstrategi 2022 for Sorø Kommune. Visionen udstikker retningen for kommunens arbejde i de kommende år og har både globalt udsyn og fokus på det helt nære.
Det er en usædvanlig vision, Sorø Kommunes byråd netop har vedtaget. Byrådet har nemlig besluttet at lade FN’s verdensmål udgøre den overordnede ramme for visionen. Og det globale udsyn er blevet godt modtaget af mange borgere, siger borgmester Gert Jørgensen.
– Vi kan se, at beslutningen om at lade FN’s verdensmål udgøre rammen for vores vision appellerer til mange borgere. Vi har holdt to velbesøgte borgermøder, hvor rigtig mange mødte frem for at høre tidligere klimaminister og EU-kommissær Connie Hedegaard og finansminister Kristian Jensen fortælle om verdensmålene. Og vi har været i dialog med rigtig mange borgere og foreninger, som giver udtryk for stor lyst til at bidrage til den vigtige dagsorden for en bedre verden. Det glæder vi os meget over i byrådet.
Lokale temaer
Det globale perspektiv i visionen integreres i fire lokale temaer, som byrådet ønsker at sætte særligt fokus på. Temaerne er: Det gode hverdagsliv med sundhed og trivsel for alle; Levende byer og lokalsamfund med natur, kultur og historie; Viden og vækst – arbejde og uddannelse til alle samt Erhverv, infrastruktur, innovation og teknologi. Under de fire temaer er der formuleret i alt 19 mål og 28 indsatser, som bliver retningsgivende for Sorø Kommunes arbejde i de kommende år.
– Vi er optaget af, hvordan vi kan udvikle Sorø Kommune, så det bliver et endnu bedre sted at bo og leve for mennesker i alle aldre, siger Gert Jørgensen. Nu glæder vi os til at komme i gang med at gøre visionen til virkelighed i samspil med borgere, foreninger og virksomheder, siger han.
Oplev FN’s verdensmål ”live”
Allerede lørdag den 1. december bliver der lejlighed til at lære FN’s verdensmål bedre at kende. Her byder tryllekunstner Anders Møller nemlig på trylleshow og trylleskole for børn – med verdensmålene som tema. Det sker på Torvet i Sorø kl. 11.30-12, som led i kampagnen ”Danmark for målene – Global Goals Tour.”
Fakta om Vision 2022:
Vision og Planstrategi 2022 har FN’s verdensmål som overordnet ramme. Ud af de 17 verdensmål har byrådet valgt ni mål, som prioriteres særligt i denne byrådsperiode.
Visionen består desuden af fire lokale temaer:
· Det gode hverdagsliv med sundhed og trivsel for alle
· Levende byer og lokalsamfund med natur, kultur og historie
· Viden og vækst – arbejde og uddannelse til alle
· Erhverv, infrastruktur, innovation og teknologi.
Under de fire temaer er der formuleret i alt 19 mål og 28 indsatser.
På hjemmesiden vision2022.soroe.dk kan du læse mere om byrådets vision.