Af Bettina Jensen og Preben Lund, medlemmer af Kultur og Fritidsudvalget, på vegne af den Socialdemokratiske gruppe
Så er det snart ved at være budgettid. I Socialdemokratiet har vi drøftet hvilke forslag der pt. skal stilles gennem udvalgene.
Ift. til Kultur- og Fritidsudvalget har vi stillet forslag til Sorø Ordningen, som vi godt vil styrke økonomisk over de kommende år.
Sorø Ordningen er målrettet alle godkendte folkeoplysende foreninger i Sorø Kommune. Det være sig idrætsforeninger, spejdere, oplysningsforbund mv.
Ordningen består af en pulje på 2,4 mil. kr. som fordeles til medlems-, forenings- og lokaletilskud efter ansøgning og indberetning.
Der betales et tilskud pr. medlem under 25 år. De seneste år har beløbet været 240 kr.
Vi vil bl.a. gerne have det beløb til at vokse igen. Så vi stiller forslag til at der tilføres 200.000 kr. i 2021 400.000 kr. i 2022 og i 2023 og 2024 600.000 kr. til at styrke foreningslivet bredt set.
I socialdemokratisk terminologi: Så er det foreningernes tur.