Af Sascha Fich, Spidskandidat for Radikale Venstre – Kommunalvalget 2021
Folkeskolereformen fra 2013 har på centrale områder slået fejl, og det skyldes især politikernes trang til at styre, kontrollere, måle og veje lærere og elever.
Eleverne er ikke blevet bedre til matematik og dansk, og mange lærere har til gengæld valgt folkeskolen fra.
Det er ikke holdbart, og derfor er Radikale Venstre kommet med et ambitiøst bud på fremtidens folkeskole.
Jeg har talt med mange forældre og lærere om udspillet, og vi er enige om én ting:
Vi skylder vores børn en bedre barndom og en bedre folkeskole, og det kræver, at friheden skal tilbage til folkeskolen.
Skoler og medarbejdere skal have mulighed for selv at planlægge arbejdsdagen på en måde, der giver mest mening for dem, og størst muligt udbytte for eleverne.
Det nytter ikke noget, hvis Christiansborgs detailstyring bliver overtaget af kommunalbestyrelsens detailstyring.
I vores nabokommuner har lærerne en arbejdstidsaftale. I Sorø kommune har lærerne ønsket det i mange år, men der har ikke været politisk vilje.
Jeg håber derfor, at den kommende kommunalbestyrelse er indstillet på at indgå en arbejdstidsaftale med lærerene på kommunens skoler.
En arbejdstidsaftale vil nemlig skabe de optimale rammer for et konstruktivt samarbejde mellem forældre, lærere og ledere.