Først med det sidste. Sådan kan Tersløsegaard præsentere sin sæsonåbning fredag den 5. juni 2015. Her opføres nemlig Holbergs allersidste komedie ”Den forvandlede Brudgom” som den første af den kommende teatersæsons mange Holbergtilbud. Det muntre lille stykke (tre akter) om den giftesyge fru Terentia, der gerne vil have en ny mand og derfor henvender sig til Kirsten Giftekniv, var den sidste af de ialt 33 komedier Holberg skrev. Det var i 1753, mens han boede på Tersløsegaard. Den opføres 5. juni kl. 13.30 af Filadelfia Teaterforening. Efter komedien vil skuespillerinden Kirsten Olesen fremføre en særlig holbergsk grundlovstale.
Det følgende Holberg tilbud er i Sorø mandag den 29. juni. Her har Holbergteatret under ledelse af Niels Vandrefalk premiere på ”Den pantsatte Bondedreng”. Den opføres hver aften til og med den 4. juli på udendørsscenen i den smukke Akademihave.
Rigtige Holberg aficionados kan lige nå at tage færgen til Bornholm for at komme til premiere på sæsonens næste Holberg tilbud. Det er ”Jeppe på Bjerget”, som vises fra 3. juli på Rønne Theater. Det bornholmske teater er landets ældste borgerteater åbnet 1823, som således søger tilbage til skuespillets rødder – efter i nogle sæsoner at have spillet revy!
Derfra kan rejsen fortsættes til Aarhus, hvor ”Pernilles korte Frøikenstand” opføres på scenen i Den Gamle By fra den 16. til den 31. juli. Det er teaterselskabet Pulchra Semper Veritas, som står for opsætningen.
Holberg er også på spil i Odense Teater, som fra 1. september tager ”Den Vægelsindede” op. Komediens mange forviklinger skal gennemspilles i en ny version, skrevet af skuespillerinderne Louise Mieritz og Ditte Hansen.
Efter nytår sætter Folketeatret i København ”Jean de France” på plakaten. Teatret fik sidste år stor succes med en fremragende opsætning af Den Stundesløse, og nu skal blandt andre Jesper Asholt, Sonja Oppenhagen og Ole Thestrup agere i komedien om, hvor galt det kan gå, når et ungt menneske ganske glemmer det danske til fordel for fine franske manerer. Premieren er 30. januar.
Det kgl. Teater byder foruden enkelte gentagelser af ”Maskarade” i Carl Nielsens operaversion kun på én Holberg komedie, ”Barselsstuen” – og det endda ifølge programmet i en ”ekstrem fri” fortolkning. Så er publikum advaret! Det er dramatikeren Kirstine K. Høgsbro, der med afsæt i Holberg har genskrevet komedien fra 1724 til at blive en (ifølge programmet) ”syret tour de force”.
Sæsonåbning – fredag 5. juni fra kl. 12.00
Kl. 13.30: Filadelfia Teaterforening opfører Holbergs ”Den forvandlede Brudgom” på havescenen.
Kl. 15.00 Skuespillerinden Kirsten Olesen præsenterer Holberg
Serveringstelt i haven.
Entré: 100 kr. Reservation: post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770