PRESSEMEDDELELSE

Sådan virker KMD Kontaktcenter
KMD kontaktcenter er en omfattende vidensdatabase, der er opdateret, letforståelig og lovmedholdig. Databasen bygger på teknologi kendt fra de mest populære søgemaskiner og er derfor let at bruge.
Vidensbasen indeholder foreløbig ca. 275 artikler fordelt på forskellige emner. Artiklerne giver svar på de mest gængse spørgsmål, borgere henvender sig til kommunerne om.

Typiske spørgsmål kan være: Mit pas er udløbet og jeg skal rejse i morgen. Hvad gør jeg? Hvem skal underskrive mit feriekort? Hvornår skal man søge byggetilladelse til en carport? Kan jeg modtage tilskud til briller? Etc.

Artiklerne er skrevet i samarbejde med en række kommuner, og Schultz Information vedligeholder dem, så de er altid opdaterede og lovmedholdelige. Den enkelte kommune kan supplere de fælles artikler med lokalt indhold og skrive egne artikler, der lægges i den fælles database.

Søgeresultaterne målrettes, så borgeren eller medarbejderen kun får svar gældende for den relevante kommune uden at den samme viden skal vedligeholdes særskilt for hver enkelt kommune. Borgerne kan finde svar på kommunernes hjemmesider, og medarbejderne kan søge og finde svar i systemet på tværs af kommunerne.

Det er dermed ikke længere op til den enkelte medarbejder at kende det korrekte svar. Løsningen kvalitetssikrer svarene, så de bliver ensartede og lovmedholdige. Og samtidig kan medarbejderne svare på spørgsmål på tværs af kommunerne.

Et eksempel kan være spørgsmål om byggetilladelser, hvor proces, ventetid, regler og kontaktadresser varierer på tværs af kommunerne. De grundlæggende regler er de samme, men de lokale forhold varierer.
Sådan kommer supporten til at foregå

Hvis en borger går i stå i sit selvbetjeningsærinde på nettet bliver det muligt at kontakte en medarbejder i kommunen via chat eller e-mail og få hjælp. Borgeren behøver bare at trykke på chatknappen, der hvor han eller hun gik i stå. Senere suppleres chatmuligheden med et telefonnummer Borgeren kan ringe til.

Medarbejderen vil kunne se, fra hvilken webside og fra hvilken kommune chatten er aktiveret. Medarbejderen vil kunne finde svar i systemet på borgerens spørgsmål og endda give et svar, der gælder for borgerens egen kommune. Medarbejderen kan have flere samtidige chats i gang. Når medarbejderen har fundet det rette svar, kan et link til svaret enten sendes via chat eller pr. mail. Så kan borgeren altid finde svaret igen. Kommunernes hotline vil i forsøgsperioden holde åbent fra 10-22 mandag til torsdag og 10-18 om fredagen.