Valget om en ny præsident i USA den 5. november 2024 er allerede historisk. Dramatiske begivenheder har præget dets optakt, ikke mindst med hele to skudattentatforsøg mod Trump og udskiftning af den demokratiske kandidat fra Biden til Harris. Det er med god grund et valg, hele verden er involveret i – og mere end nogensinde er vi afhængige af at kende vores kilder til viden.
Gratis foredrag der gør os klog på valgets betydning for udviklingen i USA og verden
Mandag d. 7. oktober kl. 17 er Sorø Bibliotek værter for en aften hvor Rune Lykkeberg giver publikum et velfunderet og troværdigt indblik og overblik over den politiske situation i USA og hvad forskellige udfald af valget kan betyde for udviklingen i USA og resten af verden.
Rune Lykkeberg er Chefredaktør for Information, forfatter og journalist og har dækket flere amerikanske valg. Han er en dygtig og indsigtsfuld samfundsanalytiker og har i årevis udgjort en markant stemme i den offentlige debat.
Lykkeberg har modtaget megen hæder og priser for sit arbejde for demokrati og oplysning, herunder George Brandes-prisen og Holbergmedaljen. Som journalist er han bl.a. kendt for sine ”Langsomme samtaler” med adskillige af samtidens toneangivende forskere og tænkere. Blandt hans bogudgivelser kan nævnes ”Vesten mod Vesten” (2019), ”Samtaler om Shakespeare” (2021) og ”Vi skal gøre det hele på en gang” (2023).
Foredraget er gratis, men der skal bookes billetter på www.soroebib.dk