Har du altid drømt om at vide mere om middelalderen, munke og Sorø Akademi?
Og kunne du godt tænke dig at komme med – helt ind – bag murene på den smukke og majestætiske hovedbygning, som normalt er lukket for offentligheden?
Så har du chancen nu, hvor Sorø Bykontor og Sorø Akademi er gået sammen om at tilbyde en spændende rundvisning på Akademiet; tre gange hen over sommerhalvåret.

”Der var engang…”
Sådan kunne eventyret om Sorø starte. Så tag med på dette lille eventyr om dygtige munke der startede det hele, om kongesønner og nogle af Danmarkshistoriens mest kendte kunstnere.

Undervejs fortæller vores dygtige guide med stor viden og indgående lokalkendskab om bl.a. Absalon, Holberg og B.S. Ingemann – og deres betydning for Sorø. Og du kan nyde de smukke historiske lokaler på Akademiet og se skønne kunstværker af bl.a. Eckersberg og Jens Juel.

”Du får simpelthen historiens vingesus smidt lige i hovedet, når du går rundt i de smukke lokaler, ” siger Pernille Simonsen fra Sorø Bykontoret. ”Det er bare så dejligt at opleve den store interesse for vores skønne by. Vi er beriget med et unikt og vidunderligt mix af natur, kultur og historie – som tiltrækker gæster fra nær og fjern. Det mix, kan man i øvrigt læse mere om på den nye hjemmesidde www.kultureninaturen.dk,” fortsætter Pernille med et stort smil.

Rundvisninger foregår den 12. juni, 22. august og 4. september – fra kl. 10.30 til 12.00 og koster kr. 110 pr. person. Børn under 12 år er gratis. (Husk mundbind/visir og Coronapas)

Billetter købes på Sorø Bibliotek & Bykontor.

 

Foto: ABW