Så er det i morgen – 2. oktober – fra kl. 10.50 at 16 skoleklasser og 400 elever giver den gas i Sorø Hallen i finalestævnet “Danmarks stærkeste klasse” – 4000 i ergometer.

  • Kl. 10.55 overrækker viceborgmester Gert Jørgensen medaljer i konkurrencen om “Sorøs stærkeste klasse” på 7. og 8. klassetrin
  • Kl. 11.40 skydes konkurrencen for 7. klasserne igang
  • Kl. 12.30 skydes konkurrencen for 8. klasserne igang
  • Kl. 13.00 overrækker borgmester Ivan Hansen med assistance af VM-guldvinder Jakob Barsøe guld, sølv og bronzemedaljer i begge klasser sammen med hovedpræmie til nr. 1 på 7. klassetrin og på 8. klassetrin

Der er åbent fra kl. 8.00. Deltagende klasser ankommer mellem kl. 10.00 og 11.00.

Baggrund
I slipstrømmen af Roforbundets kæmpesucces med skolepartnerskabsprojektet ”Oplev OL-magien” i 2012, søsatte Roforbundet i samarbejde med Dansk Skoleidræt projektet ”Danmarks stærkeste klasse” i for 6. og 7. klasser i 2013.

Dette projekt, som også har været funderet på skole-partnerskab mellem den enkelte roklub og skolen / skolernes 6. – og 7. klasser, har løbet siden april og frem til 9. september.

Alle landets skoler modtog i begyndelse af året plakater og information om projekt ”Danmarks stærkeste klasse”, som bygger på at eleverne samarbejder om udfordringen at ro 4000 meter på kortest mulig tid i et roergometer, som den stedlige roklub har stillet til rådighed sammen med ro-ledere og instruktører.

Ikke mindre end 44 skoleklasser har taget udfordringen op og de 8 hurtigste klasser 6. og 7. klasser er udtaget og inviteret sammen med deres lærer til to spændende landsfinaler i Sorø Hallen onsdag den 2. oktober.

Det kommer ikke til at gå stille af, når de 450 elever rykker ind i Sorø Hallen kl. 11.00 og kaster sig i opvarmnings-maskinerne frem til ca. kl. 12.30. Herefter skydes de to landsfinaler i gang af rodommer Peter Jelsgaard under overværelse af bl.a. Borgmester Ivan Hansen og et par landsholdsroere.

Efter de helt sikkert meget spændende landsfinaler følger præmieoverrækkelse til de tre stærkeste klasser på hvert af de deltagende klassetrin. I landsfinalerne deltager klasser fra Strib, Hellerup, Køge og Sorø.

Sorøs skoler har taget rigtig godt imod tilbuddet – ikke mindre end 22 klasser har deltaget i skole-partnerskabet, hvorfor Sorø er meget flot repræsenteret i finalerne i Sorø Hallen. Klasser fra Frederiksberg skole, Holbergskolen, Pedersborg skole, Stenlille og Sorø Borgerskole deltager i kampen om guld, sølv og bronze samt hovedpræmien i hver finale.

roning