Coca-Cola og Røde Kors har sammen indsamlet en million kroner til årets stærkt efterspurgte julehjælp, der har hjulpet mere end et tusinde familier til at holde jul. Den ikoniske julelastbil har fra 17. november til 23. december spredt magi ud over 27 stoppesteder, hvor der blev samlet ind til trængte familier ved at tilbyde samleobjekter mod en donation til Røde Kors.
I den ikoniske Coca-Cola julelastbil drog Røde Kors og Coca-Cola sammen på julemission den 17. november med julemanden og massevis af funklende julelys for at sprede julemagi på 27 stoppesteder over land og by. Sammen ville de to partnere rejse penge til julehjælpen, der i år har været særligt efterspurgt grundet den høje inflation, som har ramt tusindvis af familier på pengepungen.
Lykken var derfor stor, da regnskabet blev gjort op på sidste stoppested ved Lalandia i Rødby. Resultatet blev en rekord på en million kroner, efter at besøgende på alle stop har kunnet få Coca-Cola miniaturelastbiler, julenet og sne- og julekugler mod en donation til Røde Kors’ julehjælp. Ifølge Coca-Cola har efterspørgslen været enormt stor, og særligt miniaturelastbilen har vist sig som et samleobjekt blandt danskerne. Hver familie, der modtager julehjælp fra Røde Kors, modtager 900 kroner. Det vil sige, at over et tusinde familier har kunne holde jul med juletræ, middag og gaver i år på baggrund af Coca-Cola og Røde Kors’ juleindsamling.
“Vi kan alle forestille os, hvordan det må skære i forældres hjerter, når de ikke kan give deres børn den jul, de drømmer om. Ligesom de fleste kan forstå, hvordan et barn kan stå udenfor med ondt i maven uden at kunne tage del i klassens fællesskaber med nissevenner og pakkekalender og uden familiefester i juledagene. Ingen børn skal stå udenfor på den måde. Det er så vigtigt, at vi kan tilbyde den hjælpende hånd og det pusterum, der gør julen til en tid, som økonomisk pressede børnefamilier også kan glæde sig til. Og vi ønsker at hjælpe så mange som muligt. Derfor er vi dybt afhængige af danskernes store givervilje, og vi er meget glade og rørte over den opbakning, vi og Coca-Cola har mødt på vores julemission rundt i landet,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, der støttes af public affairs, kommunikations- og CSR-direktør for Coca-Cola, Annette Spanggaard:
“Coca-Cola mottoet lyder således: Refresh the world and make a difference. Og det gør vi vores bedste for at efterleve. For eksempel ved at anvende Coca-Cola lastbilens enorme kontaktflade til at gøre en forskel. Vi er derfor dybt taknemmelige over den modtagelse, vi har fået i hele landet, hvor danskerne har støttet Røde Kors’ julehjælp ekstraordinært godt i år”.
Coca-Cola har i år sat ekstra turbo på juleindsamlingen ved også at donere 2 kroner for hver gyldig deltagelse i konkurrencen på Coke App’en med budskabet ‘Vind og gi’ et måltid’. Forbrugerne kunne således donere julehjælp til et andet menneske ved at deltage i konkurrencen om et måltid mad.