Af Niels Hilker, Danmarks Naturfredningsforening.
DN Sorø har bemærket en yderst hårdhændet fældning af de store bevaringsværdige træer på Banevej 30, lokalplan SK 51. Se eksemplet i fotoet i højre side..
Det fremgår af lokalplanens pkt. 9.5, at en Robinie og et bøgetræ, der begge er ca. 100 år, skal søges bevaret/tænkes ind i den endelige bebyggelsesplan.
Det fremgår endvidere af Sorø Kommunes bemærkning til DN Sorøs indsigelse til lokalplanforslaget, “at en fjernelse af eksisterende beplantning, skal tillades af Sorø Kommune. Lokalplanen sikrer derved at beplantning indenfor området ikke unødigt fjernes.”
De nævnte træer samt en meget smuk valnød er alle fældet i dagene efter den 10. januar 2018.
DN Sorø skal derfor høre, hvorvidt Sorø Kommune har givet denne tilladelse og i givet fald med hvilken begrundelse.
Vi har desværre endnu et eksempel på, at alt det grønne, alt det som kan være med til at understøtte biodiversiteten, får ringere og ringere kår i Sorø Kommune.