Af Henrik Jandorf
Før der erklæres Hellig Krig i Sorø, er det måske værd at ridse det grundlag op, hvorpå vi diskuterer – et grundlag, den vestlige verdens førende religionsforskere er enige om: Bibelens 66 bøger i to hoveddele – Det Gamle Testamentes 39 bøger og Det Nye Testamentes 27 bøger – er i dag fundamentet for kristendommen. Det Gamle Testamente er tillige jødernes hellige bog.
Bibelen, den mest omtalte bog i den vestlige verden, er skrevet over et spænd på næsten et halvt årtusinde, og langt de fleste forfattere bag værket er ukendte. Hvor lang tid det i virkeligheden tog at nedfælde de beretninger, der i dag fortælles i kristne kirker og i skoler over hele verden, er stadig til debat, ligesom indholdet er det. Efter flere hundrede års kritisk granskning er der ikke meget, forskerne kan blive helt enige om med hensyn til den gamle bog. Hvem har skrevet den og hvornår, og hvordan skal den forstås? I Det Nye Testamente er der heller ikke enighed om, hvornår Jesus bliver Guds søn. Sker det ved dåben, ved undfangelsen eller skal vi helt tilbage til skabelsen?
Ud over de 66 kanoniske bøger findes yderligere 11 bøger, som har fået betegnelsen De Apokryfe eller Deuterokanoniske Bøger. (Apokryf, græsk: hemmelig, skjult). Den Græsk Ortodokse Kirke og Den Romersk Katolske Kirke regner disse skrifter for en del af den gammeltestamentlige kanon. Den danske standardbibel fra 1992 i vores folkekirke, Den Luthersk Evangeliske Kirke, indeholder ikke disse Apokryfer – dette ændredes åbenbart, da de blev inkluderet kun 6 år efter, i 1998, da Bibelen udkom i autoriseret oversættelse.
De bøger, som aldrig har været indlemmet i nogen hellig bog, De nytestamentlige Apokryfer, indeholder f. eks. Thomasevangeliet og Sandhedens Evangelium.
Med al respekt – den her kort opridsede historik er blot en flig af den rodebunke af udsagn med for det meste udokumenterede oplysninger, som hersker i og omkring Bibelen, og som vi dybest set ikke kender ophavsmændene til. Alligevel ser vi kristne fundamentalister betragte denne bog som en autoritet og tordne mod al kritik af den.
Enhedslisten retter en fuldt berettiget kritik af bekendtgørelse nr. 350 af 10. juli 1978, der giver Folkekirken ret til at fravige ”lov om ligebehandling af mænd og kvinder mht. beskæftigelse m.v. for så vidt angår præstestillinger.”
Nu har enhver ansættelseskomite til enhver tid fri ret til at ansætte den eller de bedst egnede, og jeg har på ingen måde folkekirken mistænkt for fx at skulle diskriminere kvinder fra embederne – men i vor tid, hvor vi ikke bestiller andet end at tale om kønsidentitet, ligestilling og beskyttelse af udsatte mindretal – hvilket middelalderligt signal er det da at sende, at den danske statskirke har ret til at fravige loven om ligebehandling? Det synes grotesk i et land med religionsfrihed og ditto lighed.
En gruppe præster og menighedsråd fik indført bekendtgørelsen med henvisning til Paulus 1. brev til Timotheus, hvor der i Kap.2 vs.11 står: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som en lærer, tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at byde over sin mand; hun skal leve i stilhed”.
Dette er jo som taget ud af Talibans kodeks. De ældste breve fra Paulus’ hånd er dateret til ca. 50 e.Kr. og bygger dels på mundtlige overleveringer om, hvad Jesus havde sagt eller gjort, dels på egne synspunkter.
Skulle folkekirken ikke hellere, som det næstekærlige, åbne forum den er, lade de små børn af alle køn og afskygninger komme til sig, fordi folkekirken er et rart sted at være?
Folkeskolerne underviser heldigvis i etisk/religiøse og filosofiske emner fra hele verden, hvilket er positivt. De tre hovedreligioner, Jødedommen, Islam og Kristendommen er enige i hvert fald på ét punkt: vi kommer samme sted fra, idet vi alle er Abrahams børn. Resten er blot fætter/kusine fejder, og den dag vil helt sikkert komme, hvor alle kan møde hinanden med større accept.
Det skal nævnes, at undertegnede både er døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Jeg udmeldte mig imidlertid af folkekirken som 22-årig, da jeg ikke længere kunne hitte rede i min gejstlige orientering.
