Valget til Andels repræsentantskab er skudt i gang, og Andels andelshavere i Odsherred, Roskilde, Slagelse, Solrød og Sorø Kommune kan vælge blandt et rekordhøjt antal kandidater. Faktisk er der tre gange så mange kandidater i fire ud af fem områder, som der er pladser til i repræsentantskabet. Blandt kandidaterne er nye ansigter og større diversitet end tidligere, hvilket også har været en konkret målsætning i opstillingsperioden.
Andels bestyrelsesformand Jens Stenbæk glæder sig over, at andelshaverne har et bredt udvalg af kandidater med forskellige baggrunde og interesser, når de skal stemme de kommende uger.
”Andel arbejder med vigtige agendaer for den grønne omstilling, og repræsentantskabet er en væsentlig sparringspartner for Andels bestyrelse og ledelse. Vores andelshavere gør derfor en reel forskel, når de bruger deres demokratiske ret til at stemme og sætter et kryds ved lige præcist den kandidat, som de mener skal have en plads i Andels repræsentantskab. Jeg håber, at rigtig mange andelshavere vil finde telefonen eller computeren frem for at stemme”, siger Jens Stenbæk.
Der er 39 pladser i repræsentantskabet, som de aktuelle 133 opstillede kandidater i Odsherred, Roskilde, Slagelse, Solrød og Sorø Kommune kandiderer til.
Dem der stemmer bestemmer
Repræsentantskabsvalget blev skudt i gang den 1. marts 2022 og løber til og med den 22. marts. Andelshaverne i de fem valgområder modtager et brev i postkassen med opfordring til at stemme på deres lokale kandidat, og de vil desuden møde valgbudskabet i bl.a. dagblade og ugeaviser, på sociale medier og i bybilledet på lysskilte.
Andelshaverne kan ud over at stemme med koden, der står i deres valgbrev, også, som stemme med NemID.
I Andels repræsentantskab sidder i alt 137 medlemmer, der repræsenterer Andels andelshaverne i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne. Der er hvert år valg til repræsentantskabet i 3-5 af i alt 15 valgområder, og det er boligejere, virksomhedsejere og sommerhusejere i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne, der er andelshavere i Andel og derfor kan stille op – og stemme.
I 2023 er der valg i Holbæk, Guldborgssund og Stevns Kommune.