PRESSEMEDDELELSE
Nye budskaber i bybilledet
I disse uger ruller flere og flere biler gennem Sorøs gader med reklamer for Sorø Kommunes digitale selvbetjeningsportal, straXen.dk.
Som noget helt nyt er Sorø Kommune nemlig begyndt at tage de kommunale biler i brug som rullende reklamesøjler.
”Reklamerne henviser til vores selvbetjeningsportal straXen.dk. Her kan borgerne få svar på en masse af de spørgsmål, de typisk har til kommunen, og de kan betjene sig selv på en lang række områder. Melde flytning, bestille sundhedskort, skifte læge, søge om boligsikring og meget mere,” siger Borgerservice- og it-chef i Sorø Kommune, Bodil Thomsen.
Det er ønsket om at få flere borgere til at gøre brug af de digitale muligheder, der får Sorø Kommune til at gribe til utraditionelle midler, så som at trylle de kommunale køretøjer om til rullende reklamesøjler.
”Som kommune vil vi gerne yde en god og fleksibel service – og det gælder i høj grad om at tage de digitale muligheder til sig. Folk er vant til at kunne gå på netbank døgnet rundt, handle på nettet osv. – og som kommune vil vi gerne kunne tilbyde samme grad af tilgængelighed,” siger Bodil Thomsen.
”I første omgang handler det om, at borgerne skal kende vores selvbetjeningsportal – straXen.dk. Her kan man få svar på rigtig mange af de spørgsmål, folk ringer til kommunen med.
Man kan betjene sig selv hjemme i stuen, og man kan få svar med det samme, fordi straXen.dk er åben 24 timer i døgnet.”
Udover ønsket om at kunne levere en tidssvarende og fleksibel borgerservice er der også økonomisk sund fornuft for kommunen i at opfordre til digital selvbetjening. En borgerhenvendelse på nettet koster nemlig en brøkdel af en telefonbetjening eller en personlig henvendelse på rådhuset.
Sorø Kommune råder over omkring 70 biler. De fleste hører til hjemmeplejen, Vej og Park og Teknisk Service.
På straXen.dk kan du:
– Få svar på dine spørgsmål med det samme
– Oprette Digital Post, så kan du sende post elektronisk til Sorø Kommune og få svar på mail, direkte i din e-boks
– Få nem adgang til alle selvbetjeningssystemer hos Sorø Kommune samt en række andre offentlige systemer, som for eksempel SKAT
…Og meget andet