Sundhedsstrategisk Planlægning i Regionshuset i Sorø søger konsulent til planlægning på sygehusområdet:
Vil du være tæt på beslutningerne i Region Sjællands sygehusvæsen, og har du flair for og lyst til at arbejde med sygehusplanlægning, projektarbejde og analyser?
Om jobbet
Sundhedsstrategisk Planlægning er et tværgående center, der sætter strategisk retning for et fagligt, organisatorisk og økonomisk bæredygtigt sundhedsvæsen i Region Sjælland. Vi er cirka 70 medarbejdere, der løser en lang række regionale opgaver inden for bl.a. sygehusplanlægning, sundhedsjura, kvalitetsudvikling, patientsikkerhed og sygehusbyggerier.
Centret består af tre enheder samt et sekretariat. Du vil blive tilknyttet Enhed for Planlægning i funktionsområdet Sygehusplanlægning, der har 10 medarbejdere, som løser en bred vifte af strategiske samt udviklings- og driftsopgaver inden for blandt andet sygehusplan, specialeplan, kræftområdet, fødeområdet, akutområdet samt samarbejde med private aktører, styrelser og de øvrige regioner. Opgaveporteføljen er bred og varierende og der kommer løbende nye opgaver til, som afspejler de politiske ønsker og beslutninger i regionen.
Dine opgaver
Som konsulent i Sygehusplanlægning kommer du til at arbejde med en bred vifte af opgaver indenfor planlægningsområdet, hvor opgaveløsningen også kan indeholde elementer af økonomi- og dataanalyser. Den præcise opgaveportefølje vil afhænge af din profil, interesse, kvalifikationer og erfaring, men umiddelbart forestiller vi os, at du skal varetage opgaver inden for kræftområdet og opgaver i regi af regionens organisatoriske og faglige udviklingsprogram ”Bæredygtige akutsygehuse og specialer”.
Du kommer til at løse opgaverne selvstændigt, såvel som i samarbejde med dygtige kolleger i Sygehusplanlægning og de øvrige enheder i Sundhedsstrategisk Planlægning.
Din profil
Vi søger en selvstændig, udviklingsorienteret og struktureret kollega med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, eksempelvis cand.scient.san.publ., cand.scient.pol. eller cand.scient.adm. Du kan også have en sundhedsfaglig uddannelse med en samfundsvidenskabelig overbygning.
Derudover forventer vi, at du:
• Har erfaring fra sundhedsområdet
• Har lyst og evner til at arbejde i en politisk styret organisation
• Har administrative og analytiske kompetencer, som sikrer god og effektiv sagsbehandling
• Er dygtig til at formulere dig såvel mundtligt som skriftligt
• Kan samarbejde på tværs både internt og eksternt
• Kan levere produkter af høj kvalitet – også når deadlines er korte
Læs mere om jobbet og hvordan du søger her