Region Sjælland og de 17 kommuner er enige om et fælles trafikudspil med ambition om at skabe bedre, hurtigere og grønnere transport for regionens borgere og erhvervsliv.
– Vi er alle enige om seks højt prioriterede infrastruktur-projekter og en række indsatsområder. Det skal der kæmpes for i de kommende år, siger regionsrådsformand Heino Knudsen, Region Sjælland.
– Region Sjælland og de 17 kommuner står sammen om vores fælles ønsker på trafikområdet over for regering og folketing. Det har før givet resultater, som motorvejene til Kalundborg og Næstved, siger Mikael Smed, der er formand for KKR Sjælland og borgmester i Vordingborg.
Seks prioriterede projekter og en række indsatsområder
Ønskerne fremgår af de fælles ønsker og prioriteringer som Region Sjælland og kommunerne kalder ”Sjælland baner vejen frem”. Seks prioriterede projekter og en række indsatsområder;
- Den Sjællandske Tværforbindelse (Motorvej Næstved – Slagelse – Kalundborg)
- Dobbeltspor Køge – Køge Nord med ekstra perron på Køge Station
- Den Sjællandske timemodel (Tog til København på max. en time fra byer som Nykøbing F. og Kalundborg)
- Samlet løsning for vejforbindelserne mellem Roskilde, Køge og Ringsted, herunder opgradering af rute 6 og rute 14
- Klar til åbningen af Femern forbindelsen i 2029
- Udbygning af hele rute 9 på Lolland med fremskudt færgeleje ved Tårs
Der er samtidigt enighed om at lægge vægt på den grønne omstilling, bæredygtig udvikling og udfordringerne med trafikstøj. Mobilitet for alle er et særligt fokuspunkt med indsatsområder om bæredygtige landdistrikter, attraktive trafikale knudepunkter og samlet indsats for cyklisme og transportmuligheder for unge til uddannelse.
Der skal nu arbejdes og kæmpes for de fælles ønsker
Kommunerne har tidligere godkendt “Sjælland baner vejen frem”, og Regionsrådet godkendte det på møde den 16. januar 2024. Regionsrådsformand Heino Knudsen og formand for KKR Sjælland Mikael Smed har nu bragt de sidste smårettelser på plads og går nu videre med at arbejde og kæmpe for at få realiseret ønskerne. Som et første skridt sendes de fælles ønsker til transportministeren og Folketingets transportordførere.
Regionsrådsformand Heino Knudsen er glad for den store opbakning til de fælles ønsker på trafikområdet:
– Jeg synes, vi har fundet frem til meget vigtige og gode fælles prioriteringer for både vej og bane samtidigt med, at vi har fokus på miljøet og at fremme den grønne omstilling. Det ligger mig meget på sinde. Mobilitet og transportmuligheder er afgørende for udviklingsmulighederne i Region Sjælland – for virksomhederne og for borgerne i hverdagen, til arbejde, skole eller fritidsaktiviteter. Nu skal vi i gang, og vi ved det bliver et langt sejt træk. Et første skridt er, at vi formidler vores fælles ønsker til Folketinget og regeringen.
Formand for KKR Sjælland, borgmester i Vordingborg kommune Mikael Smed er stolt over den nye ”Sjælland baner vejen frem”:
– Det er imponerende, at 17 kommuner og regionen igen står sammen – men det er også bare helt nødvendigt, ellers bliver vi ikke hørt. Vi er enige om seks prioriterede projekter, som vi skal arbejde for at få realiseret. Vi skal også arbejde for trafikalt bæredygtige landdistrikter, fremme cyklismen, gøre det nemmere for de unge at komme til uddannelse og meget mere. Det skal være attraktivt at bo og arbejde i vores kommuner.
”Sjælland baner vejen frem” kan findes her www.regionsjaelland.dk/vejenfrem