Sorø kommunes aftaler om små håndværkeropgaver for mindre end 30.000 kr. har ikke fungeret. Derfor standses ordningen nu. I stedet vil der blive indhentet tilbud på hver enkelt håndværkerydelse.

Sorø Kommune har besluttet at sætte udbuddet af rammeaftaler på håndværksydelser under 30.000 kr. i bero, oplyses i en pressemeddelelse. I stedet videreføres den hidtidige praksis med at indhente tilbud på de enkelte håndværksopgaver.

I foråret opfordrede Sorø Kommune alle håndværksvirksomheder til at byde på rammeaftaler på håndværksydelser under 30.000 kroner. Nu sættes rammeaftalerne i bero.

Borgmester Gert Jørgensen. Foto: Sorø Kommune

Borgmester Gert Jørgensen siger: – Vi kan konstatere at vores første forsøg på at udbyde rammeaftaler på de mindre håndværksydelser ikke har fungeret som ønsket. Vi lytter til kritikken fra virksomhederne og har derfor valgt at sætte rammeaftalerne i bero indtil videre. Vi vil naturligvis fortsat have fokus på at opnå den bedst mulige pris på de opgaver, vi skal have løst.

Vil høste erfaringer

De større håndværksydelser på over 30.000 kr. er siden 1. september 2018 blevet udbudt gennem Det Dynamiske Indkøbssystem, hvor alle leverandører kan blive optaget. På sigt skal erfaringerne med Det Dynamiske Indkøbssystem indgå i beslutningen om, hvordan de mindre håndværksydelser skal håndteres.

 

Fakta

Det Dynamiske Indkøbssystem er et system, hvor alle virksomheder uanset størrelse løbende kan blive godkendt og efterfølgende kan give tilbud på relevante vedligeholdelsesopgaver i Sorø Kommune. De godkendte leverandører bliver automatisk inviteret til at byde på opgaver, som løbende annonceres i systemet under de forskellige fagområder. Systemet er indtil videre oprettet med følgende entrepriser: VVS, Tømrer, Murer, Maler, JBK (jord, beton, kloak), El-installatør, Gulvlægger, Anlægsgartner, Ventilation, Glarmester samt Laboratorieanalyser.

Man kan søge om optagelse i Det Dynamiske Udbudssystem via portalen eu-supply på webadressen https://eu.eu-supply.com/ctm/supplier/publictenders?B=SOROE.