Slaraffen plejer at være ensbetydende med sjove aktiviteter i daginstitutioner og skoler, festligt optog med udklædning og sambarytmer og fælles koncert på Torvet. Men ikke i 2021, meddeler Sorø Kommune. Nu er Slaraffen gået online og præsenterer et Corona-venligt program på Slaraffens hjemmeside lige her. På siden er der både videoer, der viser de forskellige aktiviteter og instruktioner, der guider dig gennem de kreative opgaver. Alle aktiviteter kan laves sammen eller hver for sig – i skoler og daginstitutioner eller hjemme i stuen sammen med familie eller venner.
Det er ikke let at arrangere børnekulturuge, når der er forsamlingsforbud og Corona-restriktioner, der skal overholdes. Derfor blev Slaraffen aflyst i 2020. Da Coronaen stadig spøger og er en del af hverdagen, har gruppen bag Slaraffen valgt at gøre noget andet i 2021. Det betyder, at det velkendte program med aktiviteter i skoler og daginstitutioner i løbet af ugen og et stort fælles optog, er blevet skiftet ud med et digitalt program, der kan findes på Slaraffens hjemmeside. På den måde kan alle deltage i Slaraffen og være sammen om børnekulturen – uden at skulle mødes med andre.
Forskellighed og mangfoldighed
Selvom Coronaen har lært os at færdes på diverse digitale platforme, er det dog alligevel nyt for mange kulturinstitutioner at præsentere børnekultur i et digitalt univers. Men alle har kastet sig ud i opgaven med stor begejstring og Slaraffen kan nu præsentere et sjovt og varieret program med masser af spændende aktiviteter.
Årets tema er forskellighed og mangfoldighed, hvilket også afspejler sig i aktiviteterne, der byder på noget for enhver smag. Der er aktiviteter til både indendørs- og udendørs brug, mulighed for at fordybe sig i hyggelige krea-projekter eller få rørt kroppen og stemmebåndet. Du kan bl.a.:
Synge, klappe og trampe til Slaraffen-sangen sammen med Sorø Musiske Skole
Lave din egen edderkop eller lyslanterne sammen med Sorø Kunstmuseum
Høre om sagn, fortælling og trolderi sammen med Museum Vestsjælland
Lave dit eget Slaraffen-teater sammen med Sorø Bibliotek
Låne en rygsæk hos Kongskilde Naturcenter og gå på opdagelse efter Krible Krable-dyr
Få rørt kroppen med Slaraffen-yoga sammen med Ann og Lotus fra Happy-yoga