Sorø Historiske Festival er tilbage i 2025 med et spændende program, der inviterer både lokale og besøgende til at dykke ned i byens rige historie gennem en række unikke arrangementer. Temaet i år er godser og herregårde. Festivalen, der arrangeres af foreningen 1684-1862, har til formål at levendegøre Sorøs fortid og skabe en festlig atmosfære med aktiviteter for alle aldre.
“Vi har tilstræbt at sammensætte et program, der dækker det meste af kommunen, og som henvender sig både til lokale og turister. Årets tema betyder blandt andet, at vi besøger på Ødemark Gods, Vedbygaard, og Tersløsegaard,” fortæller foreningens formand, Mette Skjoldan.
Festivalen skydes i gang den 29. juni med en stemningsfuld åbningsceremoni i Akademihaven, beliggende ved søsiden af Sorø Akademi. Her kan deltagerne opleve taler, musikalske indslag og en introduktion til ugens program. Åbningen er gratis og kræver ingen tilmelding, hvilket gør det nemt for alle interesserede at deltage.
Et af festivalens populære indslag er kvindebrunchen, der afholdes i den idylliske Fuchsiahave på Akademigrunden. Arrangementet byder på en historisk inspireret brunch ledsaget af oplæsninger og musikalsk underholdning. I år er temaerne Blomster Jensen og Theens historie. Man kan allerede nu bestille billetter til disse events, og det anbefales, da de normalt er hurtigt udsolgt.
Traditionen tro byder festivalen også på særlige byvandringer “i godsejerens fodspor”. Byvandringerne starter ved Den Grønne Scene ved Sorø Bykontor og Bibliotek. Billetter kan købes på Sorø Bibliotek & Bykontor eller online.
Festivalen afsluttes traditionelt den 6. juli med Ingemanns-dagen, hvor der afholdes kirkegårdsvandringer og arrangementer i Sorø Klosterkirke til ære for digteren B.S. Ingemann. Dagen byder på refleksioner over Ingemanns liv og værk samt musikalske indslag, der sætter et smukt punktum for festivalugen.
Dette er blot et lille udpluk af festivalens programpunkter. Som helhed betragtet er festivalen en uforglemmelig oplevelse, hvor historie, kultur og fællesskab går op i en højere enhed.
Festivalen i år bliver den sidste festival med Mette Skjoldan ved roret.
“Det er tid for mig til at takke af. Jeg har nydt det og slidt for at få Sorø Historiske Festival op at stå. Lige fra den første spæde idé, til i dag, hvor vores 4. festival sidste år trak 15.000 mennesker i alt. Det har også været et ganske ganske hårdt slid, hvilket folk tæt på mig har oplevet,” siger Mette Skjoldan, der understreger at foreningen er en sund forening med en god økonomi og gode frivillige. “Jeg håber, at foreningen kan finde frem til en ny formand, som vil fortsætte udviklingen,” tilføjer hun.
Foreningen 1684-1862, opkaldt efter Ludvig Holbergs fødselsår og B.S. Ingemanns dødsår, står bag festivalen med det formål at fremme interessen for Sorøs historie i perioden flankeret af disse personligheder. Foreningen arrangerer året igennem forskellige historiske events og arbejder på at skabe en levende formidling af byens kulturarv.
Se en oversigt over hele årets program – 1684-1862
