8 elever fra Sorø Privatskole er gået videre fra de regionale mesterskaber i DM i Fagene. En konkurrence, hvor elever fra grundskolen dyster i skolens fag. Landsmesterskaberne bliver afholdt den 31. januar på Dokk1 i Aarhus.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø. 

Elevorganisationen Danske Skoleelever afholder hvert skoleår DM i Fagene, sammen med et konsortium bestående af forskellige aktører med interesse for skoleområdet.

En landsdækkende konkurrence, hvor elever fra grundskolen dyster i dansk, matematik, biologi og historie enten alene eller på hold á 8-12 elever.

Over 5.000 elever fra hele landet har deltaget i de regionale mesterskaber i efteråret 2017. Deriblandt 8 elever fra Sorø Privatskole, som gjorde det så godt, at de har kvalificeret sig til landsmesterskaberne, der finder sted på Dokk1 i Aarhus. Der var derfor stor glæde, da beskeden fra DM i Fagene tikkede ind på mobilen hos eleverne, kort før jul.

Sebastian, Mathias, Haakon, Mikkel, Jacob, Georg, Camille, Rosa er gået videre til DM i Fagene.

”Vi skrev til hinanden i Snapchat-gruppen. Vi var glade og overraskede. De klappede også og sådan i klassen. Måske var der nogen, som var lidt jaloux på en måde, fordi de ikke skulle med, men ellers var det ikke noget specielt sådan.

Det er da mega fedt, at være god til et fag. Men det er ikke noget, vi går rundt og siger til alle, så er man selvfed,” fortæller Haakon, Georg, Jacob, Mikkel, Sebastian, Mathias, Camille og Rosa, som går i 7. klasse på Sorø Privatskole.

Eleverne stiller op som hold, under navnet Team Nerd Alert, hvor de har fokus på det fag, som de ved mest om. Mikkel og Camille har fokus på opgaver med matematik, Haakan og Jacob har fokus på historie, Sebastian og Georg har på biologi og Rosa og Mathias på dansk.

Derudover hjælper de hinanden i gruppeopgaven, hvor hele holdet skal arbejde sammen.

”Vi glæder os meget til oplevelsen i sig selv og være med til det og hele turen. Det er højere niveau end i timerne, vi bliver udfordret på, og det er en anden måde at arbejde på, hvor man er koncentreret i kort tid.

Holdopgaven sidste gang, hvor vi skulle skrive om chokolade, var lidt svær, også fordi det er på tid. Man skal lige nå at forstå opgaven. Men det giver selvstændighed, selv at sørge for at løse sine problemer,” forklarer Team Nerd Alert.

Formålet med DM i Fagene er at er at demonstrere varierede og inspirerende læringsformer samt lade eleverne indgå i forpligtende faglige og sociale fællesskaber ved at vise deres talenter i fagene.

Konkurrencen har dog ikke fokus udelukkende på de fagligt stærkeste, men også på de kreative og innovative løsningsforslag.

GemGem

GemGem