De traditionsrige ”Snefaldsfester” på mange restauranter og værtshuse landet over i forbindelse med ”J-dagen” forventes at blive genoptaget i år. Politiet markerer derfor frigivelsen af julebryggen med en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus-/narkotikakørsel.

Indsatsen afholdes i dagene fra fredag den 5. november til søndag den 7. november 2021. Politiet vil være tilstede alle dage og udføre kontroller i anledning af frigivelsen af julebryggen.

Politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Berthelsen opfordrer derfor til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal holde sig ædru og køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus hjem.

”Vi må nok forvente, at se rigtig mange mennesker i gadebilledet henover weekenden med start fredag, simpelthen pga. frigivelsen af julebryggen. I 2020 var alle festligheder aflyst, hvorfor mange nok vil tage revanche i år. Vi byder folk velkomne og håber at de får en fantastisk aften, men også tænker sig om og lader bilen stå og trække cyklen hjem”, siger Christian Berthelsen.

Ved den tilsvarende indsats i 2020 blev der landet over i løbet af 4 kontroldage sigtet 88 spirituspåvirkede førere, hvoraf 17 var involveret i færdselsulykker, mens 125 førere blev sigtet for at køre i narkotika eller medicinpåvirket tilstand, hvoraf 5 var involveret i færdselsulykker.

29 personer blev dræbt og 305 kom til skade i spiritusulykker i 2020. Hovedparten af de, der kom til skade i en spiritusulykke, var selv påvirkede.

“Set over de sidste 10 år er der sket et stort fald i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne personer i trafikuheld, hvor der har været alkohol involveret, hvilket er enormt positivt” siger Christian Berthelsen.

”Men for at vi kan fortsætte en positiv udvikling kræver det ikke alene politiets tilstedeværelse – det kræver at hele samfundet – os alle sammen – tager ansvar og hjælper til for at forhindre spirituskørsel”, fortsætter han.

Gode råd for at forhindre spirituskørsel:

• Aftal hvem der kører hjem – og så holder chaufføren sig ædru
• Brug offentlig transport – tag eksempelvis en taxa, bussen eller toget
• Se om du kan tale vedkomne fra at køre – alternativt tag nøglerne til bilen
• Tilbyd evt. overnatning
• Ring til politiet, hvis du har en mistanke om, at der køres spirituskørsel

Kilde

Foto: ABW