Kæmpesucces for pigeaften i ParnasHusets Café
87 damer fra nær og fjern var mødt op til en fantastisk aften i skønne omgivelser hos ParnasHusets Café / Parnas Natur & Aktivitetspark.
Lækre sandwiches, kolde drikke, smukke blomster, flotte boder og masser af hygge. Inden Michelle Hviid gik på scenen, havde damerne mulighed for at shoppe hos bl.a. Guldsmed Fred. Jensen & Søn, Frisør AcaPella, Soraya Hudpleje, Kroppens Hus, Von Ib Feldt og Optiker Øjensynlig.
Kl. 19 skulle Michelle Hviid starte, men Kroppens Hus overraskede først med en god og solid omgang aftengymnastik, så lattermusklerne var varmet op. Det var vist en rigtig god ide. Allerede indenfor 1 minut fik Michelle damerne til at bryde ud i latter.
Gribende, rå og ærlig begyndte hun at fortælle i et malende sprog, så alle kunne forstå hvad der blev sagt. Uanset om det var en ganske almindelig situation eller lidt a la Nynnes dagbog. Sjovt var det i hvert fald.
Dit Sorø var med på sidelinjen for en kort bemærkning. Se stemningsbillederne her.