Af Henrik Jandorf – bestyrelsesmedlem, Sorø Borgerskole
Sorø Kommune, som sammen med Hvidovre og Kolding ved Kommunalvalget i 2021 bekræftede, at teater og fiktion ikke når virkelighedens cirkus til anklerne, er kommet godt i gang i 2022 med Gert Jørgensen-modellen, som består i at sætte demokratiet ud af spil.
Som ved visse byrådsmøder i forrige valgperiode vælger den borgerlige fløj bekvemt at overhøre modparten, eftersom den jo alligevel har flertallet. Få timer før den endelige beslutning skulle træffes, præsenterede det borgerlige flertal i Børn og Undervisningsudvalget således mindretallet for en millionbesparelse på skoleområdet. Det er overflødigt at redegøre for, hvordan skoleområdet i forvejen er skåret til benet, bl.a. fordi skolernes almenområde af gode grunde skal afgive væsentlige summer til et stadigt stigende antal børn med særlige behov.
Jakob Spliids Børn og Undervisningsudvalg (flertallet af det) har nu senest anmodet bestyrelserne for kommunens seks folkeskoler om selv at komme med forslag til, hvor man vil spare i skolernes budgetter. “Hvordan synes I selv, at jeres forringelser bør arrangeres?” Behændigt, da man efterfølgende altid vil kunne sige, at besparelserne er skolernes egne forslag.
Men lad os understrege endnu en gang, at bestyrelserne for folkeskolerne i Sorø Kommune konstant plæderer for investeringer, ikke besparelser, for vore kommende generationer. Skolerne, disses ledelser, lærere og elever, er i en situation, hvor det ikke længere er muligt at finde relevante områder at spare på. Vi opfordrer derfor udvalget til selv finde områder for besparelse.
Når man således på landsplan åbenbart finder det nødvendigt at sænke kvaliteten af vore børns skolegang ved konsekvent at spare på området, kunne vi samtidig kaste et kort blik på, hvad man i dette land IKKE finder det nødvendigt at spare på:
En patetisk rigsretsag mod Støjberg kostede 35 millioner kroner. Kunne kompetente højesteretsdommere på forhånd have stadfæstet, at hun naturligvis var skyldig, så man havde undgået dette spild?
Rasmus Paludan formåede i sit rabiate korstog, før han henlagde sin slagmark til Sverige, at drive gæk med dansk politibeskyttelse for millioner af kroner.
Heldigvis tager Danmark imod titusindvis af flygtninge fra Ukraine for at hjælpe dem i en svær tid – hvad det koster kan vi kun gætte på, men dejligt, at det kan lade sig gøre. Hvis så meget som en brøkdel af disse havde været muslimske flygtninge, fx fra Syrien, som i 12 år ikke har kendt til andet end krig, så ville danske, nationalistiske oprørere være gået på barrikaderne.
Med et fingerknips kan den danske økonomi i et krigshysteri bære at hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP, i alt 18 milliarder kroner – tja, lad os se, hvad oprustning fører til.
Vi savner forældres holdning til, at seks kommuneskoler i Sorø Kommune skal spare fem millioner kroner, fordi der ikke er ‘råd’ til at sikre den kommende generations læring og trivsel. Kommunen tvinger via denne politik forældre til at overveje, om en fremtidens Online Skole efter Tanja Schellerups model ikke vil være mere effektiv og skabe mindre stress.