Byretten i Næstved valgte mandag den 1. oktober ikke at imødekomme Sorø Kommunes anmodning om retskendelse til en selvhjælpshandling mod Sjællands Lastvognsophug. Af hensyn til miljøet vælger Sorø Kommune nu at kære sagen til landsretten.
Kommunaldirektør Søren S. Kjær siger:
– Når vi vælger at kære sagen til landsretten, er det, fordi vi ikke kan være tjent med, at nedbrydningsmaterialerne ligger frit fremme på ubestemt tid. Og det kan let blive konsekvensen, hvis der først skal gennemføres en skønssag, som byrettens kendelse lægger op til. Vi mener, at dommen i Næstved er afsagt på et overfladisk faktuelt og juridisk grundlag, og derfor beder vi nu landsretten om at se på sagen i håb om, at det vil munde ud i, at vi får mulighed for at fjerne eller i det mindste afdække nedbrydningsmaterialerne.
Sagens kerne drejer sig om de ca. 5.500 tons nedbrydningsmaterialer fra den gamle Frederiksberg Skole, som Sjællands Lastvognsophug nu gennem over tre år – og på trods af indskærpelser og påbud – har undladt at håndtere i henhold til virksomhedens miljøgodkendelse og kontrakt med kommunen. For at bringe sagen til ende ønsker Sorø Kommune at foretage en selvhjælpshandling, hvilket vil sige, at kommunen afhenter de mange tons materialer og bortskaffer dem via en godkendt modtager.
Forud for byrettens behandling af sagen er gået et årelangt forløb, hvor Sjællands Lastvognsophug gentagne gange har forsøgt at få ændret vilkårene i den miljøgodkendelse, virksomheden har fået i forbindelse med modtagelsen af nedbrydningsmaterialerne. Sorø Kommune har ikke på noget tidspunkt været villig til at hæve grænseværdierne i miljøgodkendelsen, men har fastholdt, at nedbrydningsmaterialer med en højere koncentration af PCB skulle bortskaffes gennem et godkendt modtageanlæg.
– Sjællands Lastvognsophug har talt rigtig meget om miljøet, men faktum er, at virksomheden har ladet nedbrydningsmaterialerne ligge uindbygget og uinddækket gennem flere år, i direkte modstrid med den miljøgodkendelse, som er grundlaget for virksomhedens kontrakt med Sorø Kommune. Nu må sagen bringes til ende, og det håber vi, at landsretten er enige med os i, siger kommunaldirektør Søren S. Kjær.