Inge Ellegaard forener vildskab og struktur i ny udstilling på Sorø Kunstmuseum
Selvom kunstneren Inge Ellegaard (1953-2010) var særdeles produktiv og anerkendt i sin levetid, og er repræsenteret i en række danske kunstmuseers samlinger, har hun siden sin alt for tidlige død været på vej ud i glemslen. Ny udstilling på Sorø Kunstmuseum ’INGE ELLEGAARD. BILLEDDOMINO’ sætter et fornyet fokus på et spændende kunstnerskab, der rummer modsatrettede kræfter af vildskab og struktur, malerisk talent og drillesyg humor. Hvis verden er fuld af kaos og man har brug for orden, hvordan forener man så det? Inge Ellegaard har et bud.