Slagteriarbejdere skal videre i job
Ringsted, Slagelse, Sorø, Faxe, Næstved og Holbæk, er de kommuner, hvor flest af de opsagte medarbejdere fra Danish Crown bor. Det er dermed også i de kommuner, flest melder sig ledige, hvilket svarer til cirka 80 procent af de opsagte medarbejdere fra Danish Crown i Ringsted.
– Når en så stor arbejdsplads som Danish Crown lukker, er der rigtig mange medarbejdere, der skal tages hånd om. Derfor er det gode samarbejde på tværs af kommunegrænser blandt de seks task-force-kommuner utroligt værdifuldt. Det er vigtigt, at vi får hjulpet alle de ledige tidligere ansatte godt videre – enten til jobs inden for deres fag eller relaterede typer job – og jeg ved, at vores seks kommuners jobcentre gør deres yderste for, at det kommer til at ske så hurtigt som muligt og foregå i en god proces, siger borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen.