Årets Sorø Jazzfestival finder sted i ugen fra søndag den 22. juli til søndag den 29. juli. Flere koncerter er allerede programsat, og i den kommende tid føjes nye arrangementer til, så festivalen kommer til at omfatte 15-20 koncerter i løbet af én sommeruge.
Det skriver Sorø Jazzfestival til Dit Sorø.
Festivalen er spredt ud på et dusin forskellige spillesteder i hele Sorø kommune, fra Kongsgaarden i Vester Broby syd for Sorø til Kunstnergaarden i Dianalund nord for byen og naturligvis flere steder inde i selve den gamle købstad.
Jazzfestivalen i Sorø holdes for sjette år i træk. Formålet er at udvikle Sorøs omdømme som en attraktiv kulturkommune, der formår at præsentere levende og fornyende musik, som kan tiltrække publikum fra hele landet.
I festivalen medvirker op imod 100 professionelle musikere fra ind- og udland og koncerterne besøges erfaringsmæssigt af nær ved 4000 gæster.
Arrangør er Victoria Teatret (non-profit selskab, som siden 1983 har drevet Sorøs biograf og anden kulturel virksomhed) i samarbejde med Allan Aistrup, som forestår kunstnerisk tilrettelægning, økonomi og administrative pligter i selskabet Jeronimus ApS.
De samlede omkostninger til festivalen er omkring 300.000 kr., som finansieres med tilskud fra Sorø Kommune, Statens Kunstfond og flere private fonde samt spillestedernes egne bidrag.
Program med stor spændvidde
Årets festivalprogram vil blandt andet demonstrere jazzens utrolige spændvidde med fire berømte vokalister, der har nok har jazzen som fælles udgangspunkt, men alligevel er så forskellige som tænkes kan:
Den mesterlige Sinne Eeg, den fløjelsbløde Malene Kjærgaard og dertil veteranen Daimi med sin nyvundne Leo Mathisen pris og endelig Suzanne Brøgger, ja, forfatterinden, der ved sjældne lejligheder hengiver sig til jazzsang.
Også mellem de øvrige koncerter leges med at overskride grænserne fra jazz til andre genrer. Slagstøjsspilleren Peter Suwalski kommer således med et stort delvis cubansk orkester og præsenterer latin og salsa, mens saxofonisten Jakob Dinesen vil stå i spidsen for et jazzensemble, der spiller sammen med en klassisk strygerkvartet.
Naturligvis byder Sorø Jazzfestivalen også på lige-ud-ad-landevejen swingende bebopjazz, for eksempel når en kvintet med blandt andre saxofonisten Oilly Wallace, pianisten Zier Romme og flere af jazzscenens helt unge nye stjerner stiller op og fyrer den af med temaer som Charlie Parker og Dizzy Gillespie har udødeliggjort.
Programmet vil kunne ses på www.soroejazz.dk hvor alle koncerter i den kommende tid vil blive lagt på.