Dr. phil. Birgitte Possing modtager årets Holbergmedalje for sin indsats ved at sætte kvinders rolle på vor tids dagorden, meddeler Holbergmuseet Tersløsegaard.
På Ludvig Holbergs 336 års fødselsdag i dag tildeles professor, dr. phil. Birgitte Possing årets Holbergmedalje. Det er en af dansk litteraturs store priser, indstiftet i 1934. Med medaljen følger 75.000 kr. I motivationen fremhæves, hvordan Birgitte Possing med henvisning til det feministiske spor hos Holberg har afdækket nedgørende stereotyper om kvinder. Holberg kritiserede gang på gang, at halvdelen af menneskeheden ikke havde adgang til uddannelse og embeder. Han anså det for et kolossalt spild af talent, kløgt og styrke, at kvindernes således holdtes ude og var en af de første og mest konsekvente fortalere for ligestilling mellem kønnene.
Birgitte Possing har i skrift og tale sat kvinders rolle i historien, kulturen og samfundet på vor tids dagsorden. Hun indtager herigennem en foregangsposition i dagens debat. Hendes forfatterskab omfatter bl.a. biografier af betydningsfulde kvindeskikkelser som skolepioneren Natalie Zahle, politikeren Bodil Koch og spartakisten Clara Zetkin. Hun har desuden spillet en central rolle for tilblivelsen af Dansk kvindebiografisk leksikon, og i 2018 udsendte hun ”Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag”, som indledes med en reference til det feministiske spor hos Holberg.
Holbergmedaljen gives som anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt forfatterskab, idet der samtidig skæves til en vis forbindelse til Holbergs værk, der netop omfattede såvel det videnskabelige som det skønlitterære. Overrækkelse af medaljen sker sædvanligvis på Holbergs fødselsdag ved en festlighed i Admiral Gjeddes Gård i København, men det forhindrer coronakrisen i år. Der er dog fortilfælde for aflysning, nemlig i det første år af den tyske besættelse i 1940. Også dengang var det en modig kvinde, som fik medaljen, Thit Jensen, der måtte nøjes med en lille stilfuld højtidlighed.
Der er tradition for, at modtageren af Holbergmedaljen besøger Tersløsegaard og fortæller om sit værk, når det bliver sommer. Forhåbentlig vil hverken coronavirus eller tyske soldater forhindre, at Birgitte Possing kommer i sommeren 2021.
Holbergmuseet Tersløsegaard er vinterlukket. Sommersæsonen med museumsåbent hver lørdag og søndag kl. 12-16 planlægges indledt søndag den 30. maj. Desuden forberedes en række arrangementer i løbet af sommermånederne til og med september 2021. Besøg uden for almindelig åbningstid kan på forhånd aftales til alle ugedage – og allerede fra medio april. Henvendelse til foreviseren på post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770 (indtal evt. besked på telefonsvareren).