Af Erik Skibsted, Gammel radikaler
Kun to gange i mit snart 70 årig liv er jeg spontant taget til en demonstration. Første gang i 1971. Jeg var lige flyttet til København for at læse Filmvidenskab, min lidenskab. Anden gang i onsdags på Frederiksberg Skole, hvor byrødderne skulle beslutte om kommunaldirektøren skulle politianmeldes. 1. gang var vi 4 mennesker foran ambassaden, incl. taleren, som vist var Erik Stinus, digteren eller også var det broderen Arne, der var gammel Radikaler. Den sag, der havde fået mig op af lænestolen var nyheden om at amerikanerne havde fremstillet en superbombe. Neutronbomben. Hvor atombomber dræber og ødelægger alt, så er neutronbomber smarte nok til at skelne. Den slår alt levende ihjel men påvirker ikke de materielle værdier. Bygninger, maskiner og infrastruktur. Det må være den menneskelige ødelæggelseskrafts vådeste drøm drøm. Babelstårnets toppunkt.
Anden gang var så i onsdags foran Frederiksberg Skole. Denne gang var jeg alene om at protestere. Stille sad jeg med mit lille skilt med et portræt af borgmesteren, hvorover der var skrevet “Tør du købe en brugt bil af denne mand?”
Der kom to andre tilhørere, som satte jeg ned ved siden af mig, så vi var vel tre demonstranter. Nogle af byrødderne var allerede kommet. Pressen var på plads. Resten passerede vores lille demo uden at reagere med andet et nik, hvis de overhovedet så os. En kvindelig socialdemokrat kom dog hen til mig og sagde smilende “Jeg tør ikke”. Der findes altså socialdemokrater endnu. Jeg troede ellers de var uddøde efter Helle Thorning og Blå Bjarne.
Jeg kunne desværre ikke hører, hvad politikerne sagde om kommunaldirektøren i timerne efter 20.15. Punktet var lukket for pressen og offentligheden. Først efter midnat var mødet slut.
Dagen efter udsendte Kommunen en pressemeddelelse. Teksten lød “Et flertal har besluttet at politianmelde Kommunaldirektøren…..” Adspurgt kunne kommunens pressemedarbejder oplyse at den ubestemte form “Et flertal” betød at alle havde stemt for en politianmeldelse med undtagelse af Ålbæk. Jeg oplevede Ålbæk på det åbne møde. Han er vel det man bedst kan karakterisere som en politiker på anabolske steroider. Der er da heller ingen andre, der tager ham alvorligt, undtagen ham selv.
Selvom kommunaldirektøren ikke fatter, hvad der har ramt ham, så kan jeg som borger ikke forstå, at det skal tage fire timer at beslutte en politianmeldelse. Sagen er klokkeklar. Så hvad har de folkevalgte så fordrevet tiden med?
Det kan jeg egentlig ikke vide, og så alligevel. Bo Mouritzen fra Enhedslisten havde et forslag på den åbne del af mødet som jeg overværede. Forslaget gik ud på at udskyde ansættelsen af en ny kommunaldirektør til efter valget i november. Borgmesterens flertal gjorde det hurtigt klart, at forslaget ville blive nedstemt. Og det blev det.
Men en Kommunaldirektør må man jo have, så én af de to vicekommunaldirektøren blev konstitueret i stillingen.
Hvem er så skurken i dramaet omkring håndtering af den sigtede kommunaldirktør? Pilen peger kun i én retning……
Kære Gert. Begivenhedsforløbet viser med al tydelighed, at du har forsøgt at lempe kommunaldirektøren ud af bagdøren. Det er ikke konservativ ordentlighed i min grønspættebog. Du har nu siddet i to perioder. Tiden er inden til nye koste.
Det kan godt være, at jeg er en gammel nar. Dem skal der også være plads til. Og narren vil påstå, at de mange timers debat på den lukkede del af mødets gik med at borgmesterens flertal brugte tiden på at kritisere Bo Mouritzen for at have udtalt sig til DR. Han skulle have holdt sin kæft. Alt hvad Bo Mouritzen sagde var “nej, nej, nej”, mens han tog sig til hovedet, da han fik forlagt DRs dokumentation.
Bo Mouritzens reaktion viser, at der stadigvæk er en smule ordentlighed tilbage i Sorø.
En kendt konservativ statsminister sagen engang: “Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Det er der tydeligvis. Der er behov for nye koste i Byrådet. Det kan du være med til at skaffe med din stemme til valget i november.
