Det er første gang Sorø Turistkontor udstiller på messen Ferie for Alle i Herning. Det sker den 24-26. februar 2012. Sorø skal blive synlig og brandes langt ud over kommunegrænsen, ikke mindst i relation til den stigende indlandsturisme, siger turistchef Jesper Nygaard, Sorø, forud for dette års rejsemesse i Messecenter Herning.

Sorø Turistkontor har netop lanceret en ny hjemmeside, www.sorø-turistbureau.dk, som er målrettet indenlandske turister. Her finder du oplysninger om Sorøegnens mange seværdigheder og oplevelser, aktuelle konkurrencer og kampagner samt tilbud om guidede ture, eksempelvis besøg i Danmarks største klosterkirke, sejlture med turbåden “Lille Claus” på Sorø Sø eller en tur med hestevogn i det idylliske naturområde rundt om Sorø.

“Selvfølgelig fylder Sorø By meget i vores tilbud, ikke mindst Sorø Akademi og Akademihaven, men også byens museer, hvor den netop indviede udvidelse af Sorø Kunstmuseum har vist sig som et naturligt kulturelt flagskib i vores turismeudvikling”, siger turistchef Jesper Nygaard.

Men også uden for Sorø er der tilbud at gå efter. Sandager Golfklub ved Dianalund satser eksempelvis på at tiltrække kunder vest for Storebælt, og tilsvarende er Kragerup Gods i den nordvestlige del af kommunen et stort trækplaster. Netop Kragerup Gods står for den konkurrence, der afvikles på Sorø Turistkontors stand i forbindelse med messen. Præmien er et weekendophold for to med en lækker godsmenu.

Alle gæsterne på Sorøs stand kan, ligesom i Bella Center, “slå et slag for Sorø”. Alle kan deltage, og alle er vindere. Gevinsten er “et rustent søm”.

På messens åbningsdag, fredag, er der smagsprøver fra Sorø Bryghus og Chokoman.

Jesper Nygaard på standen i Bella Center