Det er ikke bare sjovt og godt for fællesskabet på arbejdspladsen, når I deltager i OMBOLDs SponsorCup, meddeler Sorø Erhverv. I er samtidig med til at sikre, at vi har et hjemløselandshold for både mænd og kvinder, der kan repræsentere Danmark, og særligt danske hjemløse og socialt udsatte, ved verdensmesterskabet i fodbold for hjemløse.
SponsorCuppen er for Sorøs lokale erhvervsdrivende, partiforeninger, organisationer mv. Der er altså lagt op til et brag af en fodboldturnering med mange spændende lokalopgør, der med garanti vil skabe jubel, store grin og et stærkt fællesskab på arbejdspladserne og blandt deltagerne. Og til sidst finder vi ud af, hvem der kan kalde sig for Sorøs officielle mestre i gadefodbold.
OMBOLD er et forandringsskabende og inkluderende fodboldfællesskab for mennesker i udsatte positioner, fx hjemløse, psykisk sårbare og misbrugere. Deres aktiviteter danner grobund for positiv udvikling i forhold til fysisk og mental sundhed hos målgruppen.
OMBOLD SponsorCuppen i Sorø afholdes i forbindelse med årets trivselsdag den 28. april, hvor der også vil være andre aktiviteter. Læs mere om OMBOLD og tilmeld dig her!