Om ikke så lang tid buldrer og brager det rundt omkring, og mange familier går på gaden for at skyde af. Desværre ender det alt for ofte med en personskade – også blandt de allermindste. Det får GF Forsikring i Sorø, Slagelse og Holbæk til at komme med en opsang til vestsjællandske forældre.

Det skriver GF Forsikring til Dit Sorø.

“Vi oplever stadig hos GF, at ulykkesforsikringen må i brug hvert år efter nytår, fordi det er gået galt med krudtet. Men desværre kan en ulykkesforsikring jo ikke få et ødelagt øje til at se igen,” fortæller Charlotte Wiik, forretningsfører hos GF Forsikring i Sorø, Slagelse og Holbæk.

Ofte kan skaderne behandles ved et kort besøg på skadestuen, men ved overgangen fra 2016 til 17 endte nytårsfesten så alvorligt for 98 personer landet over, at der måtte ringes 112. En del af de alvorligste skader, der krævede akut behandling, var øjenskader på børn.

Forældre skal gå foran som et godt eksempel og tale med børnene om, hvilke regler der gælder, når man fyrer af. Foto: GF Forsikring.

På med brillerne
Skaderne på synet sker ikke kun for de personer, som selv håndterer fyrværkeriet, man er også udsat som tilskuer. Samtidig fremgår det også af øjenafdelingernes samlede tal fra sidste nytårsaften, at 9 ud af 25 registrerede skader handlede om personer, der blev ramt af raketter eller fyrværkeribatterier, som eksploderede, inden fyrværkeriet var kommet i luften.

“Det er vigtigt, at forældrene får snakket igennem med børn og teenagere, hvilke regler der gælder, når man går ud for at skyde nytåret ind. For selvom det er flot, så er det jo ikke ufarlig – heller ikke selvom man bare nyder synet,” lyder opsangen fra Charlotte Wiik og uddyber:

“Fyrværkeri kan sammenlignes lidt med trafikken, det kræver også opdragelse. Mange forældre er rigtig gode til at få ungerne til at køre med cykelhjelm. Det samme må gælde for fx sikkerhedsbriller til nytår og at lære dem at holde sikker afstand. Og så må forældrene selvfølgelig også selv gå foran som et godt eksempel.”

Ulykkesforsikringen dækker – måske
Der er hjælp at hente fra forsikringen, hvis det går galt. Ulykkesforsikringen kan give et plaster på såret, hvis skaden giver varige men, og den kan også ofte hjælpe med behandlingsudgifter.

“Men det kræver jo alt sammen, at man rent faktisk er ulykkesforsikret. Vi ved af erfaring, at mange forældre fejlagtigt tror, at ungerne automatisk er dækket af deres egen ulykkesforsikring. Derfor må nytåret være en god anledning til at få tjekket om børnene også er på ens police.

Vælger man at bruge ulovligt fyrværkeri, er man fuld eller gør man noget, der er indlysende farligt, som for eksempel at gå tilbage til en fuser, så er der ingen kære mor. I sådanne tilfælde risikerer man, at forsikringen overhovedet ikke dækker. Så vær forsigtig,” slutter Charlotte Wiik fra GF Forsikring.

 

Vidste du?

  • Man skal være fyldt 15 år for at købe helårsfyrværkeri, dvs. småfyrværkeri. Det kan fx være hundepropper, bordbomber, stjernekastere, isfontæner og knaldperler.
  • Nytårsfyrværkeri, som også bliver kaldt konsumfyrværkeri, må kun købes af personer, der er fyldt 18 år. Det er fx raketter, batterier, romerlys og heksehyl.

Kilde: Forsikring og Pension og Sikkerhedsstyrelsen