Der kommer stadig nye navne på programmet for Sorøs swingende jazzfestival i juli, som allerede byder på et dusin koncerter. Nu er den populære crooner Mads Mathias netop engageret til at give koncert lørdag den 27. juli. Det bliver på Vesth Huset i Frederiksberg.

Mads Mathias er en af den ny generations mest hotte navne på den danske jazzscene. Med sin hæse stemme og sin inciterende sceneoptræden har den 32-årige sanger og saxofonist betaget et stort publikum og hentet overvældende rosende anerkendelse hos jazzanmelderne. I 2012 blev han kåret som Årets Nye Danske Jazznavn og fejret blandt andet med et brag af en koncert på Plænen i Tivoli. Samtidig udgav han sit første soloalbum ”Free Falling” med ikke færre end 25 medvirkende musikere.

Mads Mathias begyndte tidligt at spille saxofon. Som 17-årig mistede han tre fingre ved en trafikulykke og troede aldrig han skulle komme til at spille sax igen. Det var derfor han begyndte at synge. Siden viste det sig, at han alligevel også kunne beherske saxofonen og gennemføre sin uddannelse på Rytmisk Konservatorium. Men vokaljazzen holdt han samtidig fast ved; han har udviklet sin sang til en sprød, personlig stil, kendetegnet ved humor og medrivende spilleglæde. Han er i front både med big bands, det muntre orkester Six City Stompers og sin egen kvartet, der har jazzværtshuset La Fontaine i København som hjemmebane.

Det er kvartetten, Mads Mathias nu kommer til Sorø med. Her medvirker tre andre unge jazzmusikere, som alle er blevet overøst med priser og begejstret omtale. På piano er det barndomskammeraten fra Silkeborg Peter Rosendal, som foruden en række jazzalbums har gjort sig som komponist af symfoniske værker og endda et par idrætsstævnesange for DGI. På guitar er det den meget alsidige og efterspurgte Regin Fuhlendorf, som har spillet med bl.a. Kresten Osgood, Master Fatman, Cæcilie Norby og Christina von Bülow og på bas den vidtfavnende Nicolai Munch-Hansen, der ikke alene har spillet med jazzikonet John Tchicai, men også med populærmusikere som Kira Skov og Steffen Brandt.

Lørdag 27. juli kl. 19.00. Vesth Huset, Frederiksbergvej 22, 4180 Sorø.
Reservation: tlf. 20 21 02 32, e-mail: petervesth@me.com

Jazzcrooneren Mads Mathias spiller også sax, selvom han mangler tre fingre.