Takket være en generøs støtte fra både fonde og Sorø Kunstmuseums gamle venneforening har museet i år erhvervet værker af blandt andre Gunnar Aagaard Andersen, Ismar Cirkinagic og Per Kirkeby. Værkerne kan netop nu opleves på museet.
Et af dem er værket HERBARIUM af den bosnisk fødte samtidskunstner Ismar Cirkinagic. Cirkinagic har i sit værk arbejdet med det traditionelle herbarium, der typisk består af en samling tørrede og pressede planter systematiseret efter art og med latinske navne, der informerer om hver plantes botaniske herkomst. Men læser man nærmere om planternes art og voksested i dette værk, forvandles de skønne natursymboler til rædselsvækkende levn fra de væbnede politiske konflikter og krige i ex-Jugoslavien i 1990’erne. Planterne er nemlig alle samlet fra massegrave i Bosnien-Hercegovina, tæt på byen Prijedor…
For de særligt interesserede holder museumsinspektør Mathilde Helnæs en Gylden Tirsdag i november, hvor hun sætter fokus på museets nye værker. Det er tirsdag d. 19. november kl. 14-15.