Når du sætter din bolig til salg hos din lokale Nybolig-forretning, kan du nu få hjælp til salgsstyling, som øger chancerne for et succesfuldt salg.
Hvad gør man hvis ens bolig ikke fanger købernes interesse, og man har prøvet alt? En mulighed kunne være at peppe boligen op, og det er netop, hvad ejendomsmæglerkæden Nybolig nu kan tilbyde professionel hjælp til i sine 220 forretninger i hele landet.
Nybolig har nemlig indgået en samarbejdsaftale med firmaet SalesStyling, som har specialiseret sig i at indrette boliger med henblik på at øge chancerne for salg. Og firmaet har mere end tyve boligstylister fordelt i hele Danmark, som står klar til at rykke ud.
SalesStyling har netop været med i tv-programmet Løvens Hule, hvor panelets dommer og direktør for Freeway, Mia Wagner har valgt at investere i virksomheden og hjælpe med den fremtidige udvikling.
Ifølge indehaver af Nybolig Sorø, Brian Rud Sørensen kan SalesStyling gøre en stor forskel på især tomme boliger, projektboliger og boliger, der i det hele taget trænger til en æstetisk opgradering. SalesStyling tilbyder fx at indrette boligen med møbler og interiør lige inden fotografering, så de billeder, der skal sælge boligen, fremstår så indbydende som muligt.
-Man kan både få SalesStyling til at indrette den kortvarigt med henblik på fotografering, hvorefter de fjerner SalesStyling-effekter og interiør igen, eller de kan indrette den, hvor man lejer møbler og interiør i den periode, boligen er til salg. For en ejendomsmægler er det en super mulighed at kunde tilbyde kunderne, siger Brian.
Bag SalesStyling står indretningskonsulent og boligstylist Louise Holm, der også har en fortid som ejendomsmægler i Nybolig.
-Som tidligere ejendomsmægler ved jeg om nogen, hvad der kan være showstopperen for et boligsalg, og det er ofte, når vi som købere ikke kan se boligens potentiale. Hvis alternativet er at sætte prisen ned, giver det langt bedre mening at investere lidt i at gøre boligen mere attraktiv og stadig få udbudsprisen, siger Louise Holm, der allerede har adskillelige succesfulde salgsstylinger på sit cv.