trappe ved pedersborg kirke, foto sorø kommune

 

Trappen til det fredede område ved Pedersborg Voldsted er i et samarbejde mellem Pedersborg Sogns menighedsråd og Sorø Kommune blevet renoveret.

Trappen, der gennem årene var blevet godt slidt, har i forsommeren gennemgået en omfattende istandsættelse. Nu kan man igen færdes sikkert fra stien rundt om Pedersborg Sø op på Pedersborg Voldsted. På selve volden, der er en ca. 300 m lang halvkredsvold beliggende nordvest for Pedersborg Kirke, går en lille sti langs toppen af det fredede område.

Det lille projekt er et godt eksempel på hvordan Sorø Kommune samarbejder på tværs i organisationen. Træet til den nye trappe er leveret gennem træværkstedet Elefantgården, der er et socialpsykiatrisk dagtilbud i Sorø Kommune. Kommunens Park og Vej folk har stået for terræn- og tømrerarbejdet. Og en del af folkene tilknyttet Nytteindsatsen i Sorø Kommune har hjulpet med at bære gruset til at fylde i trinnene op ad skråningen i spande.

”En stor udfordring ved renoveringen har været trappens placering, hvor der ikke er adgang for maskiner, og volden er jo desuden fredet, derfor var det en god hjælp, at nyttejobberne kunne træde til og hjælpe med gruset”, siger Jesper Folke Andersen, leder af Park og Vej i Sorø Kommune.