Sorø Byråd har den 16. december 2020, i henhold til planlovens § 24, vedtaget at fremlægge Forslag til Lokalplan SK 65 – Boligområdet Pilegårdstrekanten i Dianalund i offentlig høring.

Lokalplanforslagets indhold

Lokalplanforslaget er udarbejdet for at skabe det planmæssige grundlag for udvikling af et nyt attraktivt, bæredygtigt boligområde med fokus på samspillet mellem landskabet/naturen og bebyggelsen.

Lokalplanforslaget fastsætter bl.a. rammerne for anvendelsen i området med boliger af blandet karakter samt et større sammenhængende grønt område.

Lokalplanområdets tre vigtigste punkter:

En bebyggelse på landskabets og naturens præmisser, herunder skabelse af natur og biodiversitet.
En bebyggelse på fællesskabets præmisser, herunder varierede boligtyper, fællesarealer og fælleshuse.
En bebyggelse med sunde og langtidsholdbare materialer.
Lavenergi

På Byrådets møde den 16. december 2020 blev det besluttet, at den endelige stillingtagen til, om lokalplanen skal fastsætte krav til lavenergibebyggelse (§ 8.1), afventer de indkomne høringsbemærkninger.

Mulighed for indflydelse – frist for indsendelse af bemærkninger

Planforslaget fremlægges i offentlig høring i perioden 6. januar – 3. februar 2021. Eventuelle indsigelser, kommentarer og bemærkninger skal derfor være kommunen i hænde senest den 3. februar 2021 inden midnat, gerne via e-mail til plan@soroe.dk.

Når du indsender bemærkninger til planforslaget, vil dit navn og din adresse og evt. e-mail og telefonnummer komme til at fremgå af et offentligt tilgængeligt notat om de indkomne bemærkninger i høringsperioden, som følger sagen ved den politiske behandling af planens endelige vedtagelse. Ønsker du ikke at give samtykke til dette, bedes du nævne det ved din fremsendelse af høringsbemærkninger.

Læs mere her

Foto: SDL