Området ved Sorø Hallen skal gøres til en lege- og bevægelsesunivers for store og små, voksne og dem der blot vil se på. Det bliver et samlingspunkt, hvor der i forvejen er megen bevægelse. På bakken bag hallen kommer en bred rutsjebane. Langs stien ved fodboldbanen kommer et spændende træningsområde med balanceleg og fysisk træning.
Ved skaterbanen skal der etables et eventyrligt område med rolleleg og legehuse. Nogle af legehusene vil blive inspireret af kendte bygninger i Sorø. Derudover kommer der vipper, en lille karrusel og en gynge.
Nu skal alting ikke give sved på panden, så derfor kommer der også en dejlig blomstereng med to nedskalerede stendysser fra Sorøs omegn og et insekthotel. Disse herligheder kommer til at være imellem fodboldbanen og Fægangen.
Men pengene, hvor kommer de fra? Pengene kommer fra det årlige event der hedder Sorø Byløb og fra fonde. Det er Sorø Rotary Klub, der afholder dette byløb. Rotary er en social klub, hvor formålet er at mødes og hjælpe andre mennesker, både lokalt og internationalt.
Løb og gå
Du kan også bidrage til lege- og bevægelsesuniverset ved at løbe eller gå en tur, når der afholdes Sorø Byløb d. 1. juni kl. 10. Der er mange gode rygter i Sorø, og et af dem går på, at Sorø Byløb er det smukkeste løb i Danmark. Se mere på www.soro-bylob.dk
De flittige og frivillige
De frivillige til Sorø Byløb og etablering af lege- og bevægelsesuniverset kommer fra Sorø Rotary Klub og Brian Pihl fra Sorø Gl. Lokalråd. Her vil vi også gerne fremhæve Malene Knoth Hamilton fra Sorø Kommune og Margit Nielsen samt Susanne Knudsen fra Sorø Rotary, som har gjort en ekstraordinær indsats. Sorø Gl. Lokalråd vil snarest sende projektet til behandling i Sorø Kommune.