Sorø Kommune lancerer nu en ny hjemmeside som skal gøre det lettere at være borger. Hvad enten man har spørgsmål om affald, børnepasning, lægeskift eller noget helt fjerde, så er der nu blevet kortere vej til handling og svar på www.soroe.dk.
Den 4. december kl. 16 bliver der trykket på den knap der lukker op for Sorø Kommunes nye hjemmeside.
– Den nye hjemmeside tager udgangspunkt i borgernes behov. Det bliver meget lettere at finde det man har brug for – hvad enten man skal klare et bestemt ærinde eller bare finde en information, siger Borgerservice- & IT-chef Bodil Thomsen.
– Siden hedder fortsat www.soroe.dk – det bliver der ikke lavet om på. Men adressen er vist også det eneste der er bevaret, siger Bodil Thomsen.
Den nye hjemmeside er et led i Sorø Kommunes indsats for at levere bedre og billigere service til borgerne.
– Vi har især arbejdet på at forkorte borgerens vej til handling og information. Det vil man kunne se, så snart man lander på siden. Skriv dit barn op til skole – to klik. Hvor tit bliver min glascontainer tømt? – et klik. Ansøg om byggetilladelse – to klik. Det skal være nemt, hurtigt og overskueligt, siger projektleder Merete Ravn fra Sorø Kommune.