Katrine Rogert Skovsgaard, indehaver af INbetween, er ny formand for Sorø Handel og Service. Foreningen holdt generalforsamling den 20. september, flyttet fra marts grundet forårets coronarestriktioner.
Lars Mortensen (Støvlet Katrines Hus) berettede om 2020 – et mærkeligt år og et hårdt år for mange, men også et år, hvor der blev tænkt mange nye tanker. Alle foreningens fysiske arrangementer i 2020 blev aflyst – dog blev juletræstændingen klaret med en succesfuld virtuel juletræstænding. Byen er nu godt på vej oven på en lang periode med mange tomme lokaler.
Nu ser Sorø Handel og Service, ikke mindst foreningens aktivitetsudvalg, med glæde frem til det store Halloween-arrangement, der i år udvides med en time, så det starter allerede kl. 16. Storgade vil blive afspærret fra kl. 14.
Julehusene skal renoveres, og det blev besluttet at udskyde julebyen til 2022 for dermed at have tid til at renovere dem og invitere standholdere i god tid. Sorø Handel og Service danner ”Sorøs frivillige hænder” – en gruppe af frivillige, der kan give en hånd med til at renovere julehusene samt hjælpe til ved arrangementer. Juletræstændingen bliver som før coronanedlukningen – det er kun julehusene der tager en pause.
Claus Hansen (Sorø Avis), Louise Knudsen (Lange Guld Sølv Ure), Pia Larsen (Sejers Konditori) og Katrine Rogert Skovsgaard (INbetween) blev valgt til bestyrelsen.
Den resterende del af bestyrelsen består af Lars Mortensen (Støvlet Katrines Hus), Pernille Martine Pedersen (Te&Mere) og John Rindal (Fam. Ægir).
Line Fransson (Sorø Blomster) og Sanne Solstrand Olsen (Hos Olsen) blev valgt som hhv. 1. og 2. suppleant.
Generalforsamlingen takkede Bettina Nielsen for hendes store indsats de seneste seks år med stående bifald.
Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig, og posterne blev således fordelt:
Formand: Katrine Rogert Skovsgaard (INbetween)
Næstformand: Lars Mortensen (Støvlet Katrines Hus)
Kasserer: John Rindal (Fam. Ægir)
Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Claus Hansen (Sorø Avis), Pernille Martine Pedersen (Te&Mere), Louise Knudsen (Lange Guld Sølv Ure) og Pia Larsen (Sejers Konditori)
Bestyrelsen glæder sig til at mødes igen og drøfte stort og småt om vores hyggelige by. Alle opfordres til at bidrage med forslag. Følg foreningen på soroehandelogservice.dk og på Facebook.