Coronarestriktioner rammer små og mellemstore virksomheder hårdt, og Skattestyrelsen har derfor igen åbnet for ansøgninger om rentefrie lån. Op mod 270.000 virksomheder vurderes samlet set at kunne søge om lån for i alt 28 mia. kr.
For at styrke danske virksomheders likviditet under coronakrisen åbnes der nu igen for, at små og mellemstore virksomheder kan ansøge om et rentefrit lån, der svarer til den moms, virksomheden indberettede i marts. Lånemuligheden gælder også lønsumsafgiften for visse virksomheder.
Ansøgningsperioden løber frem til den 18. december 2020. For at oplyse om muligheden sender Skattestyrelsen fra onsdag breve til de omkring 270.000 virksomheder, der kan være omfattet af lånemuligheden. Brevene sendes til virksomhedernes digitale postkasse.
– Et flertal i Folketinget ønsker at holde hånden under et trængt erhvervsliv, og lånene kan måske være en hjælp til de virksomheder, der er pressede på likviditeten på grund af coronakrisen. Der er fortsat 270.000 virksomheder, som endnu ikke har benyttet sig af muligheden, og derfor gør vi dem nu opmærksom på det i direkte breve, forklarer Johanne Lykke Aggergaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Små og mellemstore virksomheder havde i en 40 dages periode i maj og juni måned i år mulighed for at søge om et rentefrit lån svarende til den moms, de havde indberettet tidligere. Den mulighed benyttede omkring 23.600 virksomheder sig af og fik på den baggrund samlet udbetalt rentefrie lån på 6,8 mia. kr. Virksomheder, der tidligere har udnyttet lånemuligheden, vil ikke kunne få yderligere lån.
De fleste virksomheder kan få et lån
Erfaringerne fra første ansøgningsrunde viser dog, at langt de fleste virksomheder vil kunne få et rentefrit momslån. I første ansøgningsrunde fik 90 procent af ansøgerne således godkendt et lån.
– Vi behandler ansøgningerne i takt med, at de kommer ind, og vi forventer at udbetale pengene til virksomhederne inden for fem arbejdsdage. Vores erfaringer fra første ansøgningsrunde er, at langt de fleste virksomheder, der har søgt om et lån, også er berettigede til et lån. Når nogle virksomheder trods alt fik afslag, skyldes det for seks ud af ti, at de ikke havde indsendt deres momsangivelse i marts til tiden, forklarer Johanne Lykke Aggergaard.
Derudover blev omkring hvert femte afslag givet, fordi virksomheden inden for de seneste tre år har fået skønnet virksomhedens moms, afgifter eller A-skat af Skattestyrelsen, fordi virksomhederne ikke havde indsendt en angivelse.
Tilbagebetaling
Ansøgningerne om udbetaling af lånet skal ske gennem virk.dk, men behandles af Skattestyrelsen. For både de nye lån og de lån, der blev givet i foråret, er tilbagebetalingsfristen udskudt til 1. november 2021.
Læs mere om lånemuligheden på skat.dk/corona