Af Morten Suhr og Linda Nielsen
SF i Kommunalbestyrelsen
Det er virkelig glædeligt at vi ved indgangen til 2025 kan se frem til en naturvejledning på et pænt højt niveau. Kongskilde Naturcenter er sikret økonomi til det, de er bedst til – nemlig naturvejledning. I SF er vi glade for at vores forslag om penge til naturvejledning blev imødekommet i budgetaftalen.
Vi er overbevist om, at naturvejledningen vil være til glæde og gavn for mange børn, voksne, unge, ældre. Naturvejledning er med til at åbne naturen for os, den hjælper os til at få flere naturoplevelser og at blive klogere på naturen.
Det er nemmere for os at passe på en natur, vi kender og forbinder med gode oplevelser. Det er nemmere at holde af en blåmejse eller en blåklokke, som vi kan genkende på farve, form og lyd, end blot en ukendt fugl eller blomst.
I budget 2025 har vi desuden afsat penge til udeundervisning på skolerne. Personalet får mulighed for at tage efteruddannelse i udeundervisning, hvilket harmonerer godt med adgangen til en aktiv naturvejledning.
Formålet er at børn får mulighed for at være mere ude, også i skolen. De skal have mulighed for at opleve den trivsel, man kan opnå i naturen og den ro og fordybelse, det kan give.
Desuden har Naturpark Åmosen og Kongskilde Naturcenter hver især modtaget 1 million til ”Naturens mødesteder”. Pengene er afsat til at kunne tilbyde natur- og udeundervisning til børn og voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. I SF hilser vi donationen velkommen og glædes over at der fremover bliver bedre tilgængelighed for alle – også for folk med fysiske og psykiske handicap.